Brand i gammel skole efter lynnedslag

Lynnedslag var efter alt at dømme årsag til brand i tidligere skole

Video: Byrd/Steven Knap

Store dele af Sjælland i morgen- og formiddagstimerne fredag ramt af et voldsomt uvejr, som flere steder blev registreret som skybrud.

Men hvor det mange steder primært var vandmængderne, der var til gene, førte uvejret i den lille by Sæby ved Kirke Hyllinge nordvest for Roskilde til, at brandvæsnet måtte rykke ud og bidrage med yderligere vand.

Således var det efter alt at dømme et lynnedslag, der var årsag til, at der udbrød brand i en tidligere skole i byen.

- Bygningen har et stråtag inde under noget ståltag, og vi formoder, at det er et lyn, der har fået stråtaget til at bryde i brand, siger presserådgiver Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Anmeldelsen om branden kom klokken 9.39. Ifølge Martin Bjerregaard bliver bygningeni dag brugt til noget andet end skole, og der var derfor personer i bygningen, da branden brød ud.

- Men de kom ud i god ro og orden, så der er kun tale om materiel skade. Brandvæsnet fik bugt med flammerne efter cirka en time, fortæller han.

Bortset fra det ene lynnedslag har uvejret kun i et enkelt tilfælde budt på ekstra arbejde for politi- og redningsmandskab på Midt- og Vestsjælland.

Således fortæller Martin Bjerregaard, at en bilist kørte galt på motorvejen ved Roskilde som følge af aquaplanning i forbindelse med den kraftige regn. Alle i bilen slap også ved denne lejlighed uskadt.