Brand i gigantisk olieanlæg

Der er voldsom brand i et anlæg ejet af verdens fjerde største olieselskab

Privatoptagelser.

Store flammer kan lige nu ses på lang afstand i det nordlige Baton Rouge i Louisiana i USA.

Årsagen er en større brand i olieanlægget ExxonMobil.

Det skriver det amerikanske lokalmedie WBRZ.

Brandfolk ankom kort efter midnat lokal tid og kæmper lige nu med at få branden slukket.

Ingen personer skulle være kommet til skade. Branden er ifølge ExxonMobil under kontrol, og man holder løbende øje med luftkvaliteten i området.

Ifølge brandvæsenet er man endnu ikke klar over, hvad der startede branden, men intet tyder på, at der er sket en eksplosion, lyder det.

Flere øjenvidner har filmet branden på afstand, og videoerne vidner om en voldsom brand.

ExxonMobil er det fjerde største olieselskab i verden. Det er ikke første gang, at der er sket en eksplosion i selskabets anlæg i Louisiana. To mænd fik sidste år erstatning, efter at de begge var blevet alvorligt brændt under en eksplosion i anlægget 22. november 2016.

Den kraftigste eksplosion i anlægget skete juleaften 1989. Frigivet gas fra nogle af tankene eksploderede klokken 13.30 om eftermiddagen 24. december, og flammerne stod ud gennem vinduerne.

Eksplosionen kunne mærkes på over 60 kilometers afstand, og flammerne kunne ses fra endnu længere afstand.

Én person blev dræbt i eksplosionen og adskillige andre blev såret.

ExxonMobil har udsendt en officiel undskyldning for eksplosionen.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere