Brand i hundredvis af bigballer kan have røgforgiftet grise

Op mod 400 store baller med halm brød søndag i brand i Sønderjylland. Grise kan være røgforgiftet

Flere hundrede bigballer har gennem hele søndagen og natten til mandag brændt i en lade på en svinefarm på Møllevej ved Sønderborg.

Tidligt mandag morgen er branden blevet slukket.

Det oplyser Karsten Høy, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Branden er blevet slukket, og nu er der blot en brandvagt derude, som skal holde øje med, at branden ikke blusser op igen, siger vagtchefen omkring klokken fem mandag morgen.

Ifølge JydskeVestkysten er 600 svin søndag blevet kørt til slagteriet af frygt for røgforgiftning. Ingen svin er blevet brændt ihjel.

En bigballe er en stor balle med sammenpresset halm. Ballerne vejer typisk cirka 500 kilo stykket.

Det er uvist, hvordan branden opstod. Ingen mennesker er kommet noget til.