Brand i skole - børn evakueret

Stort opbud af redningsfolk ved skole, hvor der har været brand i en af de øverste etager

En mindre brand betød onsdag formiddag, at Sankt Asgars Skole blev evakueret. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
En mindre brand betød onsdag formiddag, at Sankt Asgars Skole blev evakueret. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Onsdag formiddag er der udbrudt brand i Sankt Ansgars Skole, der ligger på Nørrebrogade i København.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab til Ekstra Bladet.

Se mere video på localeyes.dk

I første omgang forlød det ellers, at det var nabobygningen, Sakramentskirken, der var brand i, men ifølge Hovedstadens Beredskab var det skolen.

Politi og redning blev alarmeret om branden klokken 10.22.

Branden er dog hurtigt blevet slukket. Børnene blev evakueret inden brandvæsnet nåede frem.

- Flere af børnene er tilbage i deres klasser igen, men 3. og 5. klasserne er stadig på Skt. Johannes Gården, da der er røgproblemer i deres lokaler, siger en pædagog på Skt. Johannes Gården til Ekstra Bladet.

Hovedstadens Beredskab har nu tilkaldt skadeservice, der skal vurdere skaderne på stedet efter branden og slukningsarbejdet. Det er derfor endnu uvist, hvor påvirket skolen er af hændelsen.

Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at der er adskillige brandkøretøjer på stedet, og at der også er ambulancer, som dog ikke ser ud til at være i brug.

Han fortæller desuden, at der var en sort røg, som kom fra 4. sal på skolen.

Årsagen til branden er endnu uvis.