Brand i tog: Passagerer evakueret

Motorbrand i tog på Nærumbanen i Nordsjælland gjorde torsdag morgen, at passagerer måtte evakueres fra toget

Ved du noget? Har du billeder? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Der har torsdag morgen været brand i et tog på Nærumbanen.

Det fortæller pressechef ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, til Ekstra Bladet.

Anmeldelsen kom ind via alarmcentralen klokken 8.42.

- Toget holder på Jægersborg Station. Der er opstået en brand under toget, siger Henrik Suhr.

Brandvæsenet i Gentofte har været sendt til Jægersborg Station for at slukke branden.

Alle passagerer er blevet bedt om at forlade toget. Der er ifølge politiet ingen tilskadekomne.

- Det lader til, at det er et teknisk problem, som har fået ilden til at opstå. Sandsynligvis en fejl på en motor eller lignende, siger Henrik Suhr.