Brand på plejehjem: 49-årig beboers skader er kritiske

Offer for brand fløjet til Rigshospitalet med omfattende forbrændinger på store dele af kroppen

En brand opstået i en lejlighed på plejecentret Marienlund i Silkeborg lige før midnat er gået hårdt ud over en dement, 49-årig mand, som er en af stedets beboere.

Det oplyser vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen.

- Han blev i nat fløjet med helikopter til Rigshospitalet med dybe tredjegrads-forbrændinger over store dele af kroppen, og den seneste melding er, at hans tilstand er kritisk, forklarer Anders Olesen.

Klokken tre i nat var den svært forbrændte beboer i akut behandling på Rigshospitalets brandsårsafdeling.

Politiet og den regionale alarmcentral modtog et alarmopkald fra plejecentrets personale lørdag klokken 23.49. Det viste sig, at der var opstået brand i en lejlighed, som ifølge Ekstra Bladets oplysninger ligger på anden etage.

Rygning i sengen
Redningsfolk fandt kort efter den 49-årige mand liggende i sin seng. Røgudviklingen var kraftig, men det lykkedes brandvæsenet at forhindre ilden i at brede sig.

Ekstra Bladet erfarer, at branden er isoleret til mandens lejlighed på anden etage.

- Vi har en formodning om, at branden kan være opstået på grund af rygning i sengen, fortæller vagtchefen.

Der har ikke været behov for at evakuere andre beboere eller personale, men politiet har indtil videre plomberet den lejlighed, hvor branden opstod.

- Dør manden, skal politiet jo i gang med at foretage tekniske undersøgelser, så vi i detaljer kan få afklaret brandårsagen, siger Anders Olesen.

Plejecentret Marienlund har specialiseret sig i at tage vare på voksne med betydelig nedsat funktionsevne fysisk og psykisk. De har alle behov for omfattende støtte for at få hverdagen til at fungere.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere