Brand raser i møbelfabrik i Roslev

Brandvæsnet kæmper torsdag formiddag med at slukke en brand i Roslev. Ilden er gået gennem taget på fabrik.

Der er torsdag morgen udbrudt brand i en industribygning i Roslev. Der er tale om en møbelfabrik, oplyser indsatsleder Jan Christensen.

- Lige lidt før klokken halv ni får vi melding om en møbelfabrik oppe i Roslev mellem Skive og Nykøbing Mors, oppe i Salling, lyder det fra indsatslederen.

- Der er ild i en lagerhal, og tagpladerne er sprunget. Det er en større møbelfabrik, fortæller Jan Christensen, inden han bliver kaldt på radioen og vælger at afbryde telefonsamtalen med Ritzau.

Ifølge Skive Folkeblad er der tale om en brand på adressen Hesthøjvej 16. Her ligger Aage Østergaard Møbelindustri.

Det er Nordvestjyllands Brandvæsen, der står for slukningsarbejdet.

Anmeldelsen kom 08.24 og har krævet, at hele bemandningen på brandstationen er kommet af sted. Derudover har Beredskabsstyrelsen Nordjylland sendt 14 mand til at assistere. De har medbragt autosprøjte, tankvogn, slangegruppe, redningskran og højtrykskompressor.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere