Brandbomber kastet mod jødisk kapel i Malmø

To brandbomber er blevet kastet mod jødisk kapel på et tidspunkt i løbet af weekenden

Et jødisk kapel i Malmø er blevet angrebet med to brandbomber.

Det bekræfter politiet i byen ifølge Aftonbladet.

- Det drejer sig om en form for brændbar væske, siger Nils Norling fra politiet i Malmø.

Politiet vil ikke gå nærmere i detaljer om, hvornår angrebet fandt sted, og om hvad de har fundet på stedet. Men de har foreløbig en mistanke om motivet.

- Vi har lavet en rapport om forsøg på mordbrand med et muligt hadforbrydelse-motiv, siger Nils Norling.

Ifølge politiet var der kortvarigt brand på stedet, men branden gik efterfølgende ud af sig selv. De vurderer, at angrebet har fundet sted en gang mellem fredag eftermiddag og mandag formiddag. Nærmere undersøgelser skal fastslå, hvornår det er sket.

Angrebet kan altså være sket nogenlunde samtidig med, at en synagoge i Göteborg lørdag blev udsat for et lignende angreb, hvor der også blev kastet med noget, der ligner brandbomber.

Politiet i Malmø ønsker nu at komme i kontakt med personer, der har observeret noget i løbet af weekenden.

Den nærmere baggrund for angrebet er endnu uvis. Den kommer dog i kølvandet på en kontroversiel melding fra USA's præsident, Donald Trump, der har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Det har medført flere store demonstrationer i særligt mellemøstlige lande.