Brande græder

SORG I BRANDE: Borgere fra Bestsellers hjemby dybt berørte af terror-tragedien, som kostede tre danske milliardær-børn livet i Sri Lanka

Der blev lagt mange blomster og kort ved indgangen til Bestsellers hovedkontor i Brande påskemandag, efter at det var gået op for den midtjyske bys borgere, hvad der var sket i Sri Lanka. Foto Anders Brohus
Der blev lagt mange blomster og kort ved indgangen til Bestsellers hovedkontor i Brande påskemandag, efter at det var gået op for den midtjyske bys borgere, hvad der var sket i Sri Lanka. Foto Anders Brohus

Påskesolen stod skarpt ved modekoncernen Bestsellers hovedsæde i Brande og kastede lys over de mange tårer, som flere af den jyske købstads borgere ikke kunne holde tilbage. Tårerne kom, da de hørte om den frygtelige terror-tragedie, der ramte Danmarks rigeste mand og hans resterende familie så hårdt, som ord ikke kan beskrive.

Flere hundrede er blevet dræbt i en række eksplosioner på Sri Lanka over påsken. Ekstra Bladets journalist Jonas Skov kommer her med en opdatering fra Sri Lanka

Bestseller, Brande og Anders Holch Povlsen rimer så at sige på hinanden. Men da rigmanden, der ude fra set har levet i en symbiose af succes og sorgløshed, og hans kone, Anne Holch Povlsen, mistede tre af deres fire børn i en terrorbombe på Sri Lanka, slog mange Brande-hjerter i takt i medlidenhed med Bestseller-milliardærens ubegribelige tab.

Foto Anders Brohus
Foto Anders Brohus

- Jeg græd, da jeg hørte det. Først troede jeg, at det var børn, som Anders Holch Povlsen betalte til og ikke hans egne børn, da min mand her til morgen (mandag) fortalte mig om tragedien. Det havde selvfølgelig været forfærdeligt, uanset hvilke børn, der var blevet ramt, men da det gik op for mig, at det rent faktisk var Holch Povlsen-parrets egne børn, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, siger Lis Hansen fra Brande.

Den 68-årige pensionist lagde som så mange andre Brande-borgere blomster ved indgangen til Bestsellers hovedkontor på Fredsskovvej i udkanten af den midtjyske by med 7.300 indbyggere.

Næsten alle i Brande er berørte
Mange af disse borgere har på den ene eller anden måde forbindelse til modegiganten, som beskæftiger 1400 medarbejdere alene på hovedkontoret.

- Jeg ringede straks til min søster, som arbejder i Bestseller-koncernen, og hun var knust. Så bliver ens egne problemer pludselig bitte små, tilføjer Lis Hansen.

Hendes datter, Camilla Hansen på 30 år, viser også sin respekt for den tragedie, som med eksplosionen på feriehotellet i den srilankanske hovedstad Colombo på et splitsekund fik terrorens grimme ansigt til at være uhyggeligt nærværende i Brande og resten af Danmark.

Foto Anders Brohus
Foto Anders Brohus

- Jeg læste det på Ekstra Bladets hjemmeside og troede først ikke mine egne øjne. Det er jo så forfærdeligt og nærmest uvirkeligt. Man kan næsten ikke fatte det, siger Camilla Hansen, der arbejder som kontorassistent i Danish Buttling Company (løntapperi) i Brande.

Hun modtog lidt senere en smerteligt bekræftende sms om den barske nyhed fra en veninde, hvis mand arbejder hos Bestseller.

- Man føler, man kender familien, selv om det jo ikke er tilfældet for mit og mange andres vedkommende. Alligevel er alle i Brande ekstra berørte, fordi Holch Povlsen-familien har et tilhørsforhold til vores by og område, siger Camilla Hansen.

Nu må det stoppe
De fleste, Ekstra Bladets reportere møder, da vi besøger Brande og slår vejen forbi indgangen til Bestsellers hovedkontor, ønsker ikke at sætte ord på deres følelser og tanker. En af de få undtagelser - ud over Lis og Camilla Hansen - er Malene Ditte Bruhn fra landsbyen Blåhøj cirka 10 kilometer sydvest fra Brande.

Foto Anders Brohus
Foto Anders Brohus

- Min mor ringede og vækkede mig, og jeg svarede vantro, om der var tale om Holch Povlsen-parrets biologiske børn. Så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg kender en del, der arbejder hos Bestseller, både blandt min familie og venner, og så kommer sådan en tragedie pludselig meget tæt på, fortæller Malene Ditte Bruhn, der selv har tre børn på ni, 13 og 15 år.

- Min søn på ni år spurgte, hvad der var galt, da han så mig græde. Det var hårdt at fortælle ham om årsagen og om, at tre uskyldige børn fra en god familie, som aldrig har trådt på andre, nu er døde efter et terrorangreb.

- Terror-perspektivet gør mig virkelig vred. Nu må det saftsusemig stoppe!, siger den 35-årige børnehavepædagog.

- Alle ved, hvem Danmarks rigeste mand er, men heller ikke rigdom er nogen garanti for, at man kan undgå terroristers kujonagtige handlinger, tilføjer Malene Ditte Bruhn.

 

1 af 7 Borgere i alle aldre ønskede at kondolere for familien Holch Povlsens forfærdelige tab af tre af deres fire børn. Foto Anders Brohus
2 af 7 
3 af 7 Det blev flaget på halv ved Holch Povlsen-familiens gods Constantinsborg få kilometer vest for Aarhus og tæt ved Årslev Engsø. Her kom der også mange mennesker forbi for at lægge blomster og vise deres respekt og medfølelse efter terrortragedien. Foto Anders Brohus
4 af 7 Der var livlig trafik ved Holch Povlsen-familiens gods Constantinsborg få kilometer vest for Aarhus og tæt ved Årslev Engsø. Her kom der også mange mennesker forbi for at lægge blomster og vise deres respekt og medfølelse efter terrortragedien i Sri Lanka. Vagter sørgede dog for, at pressefolk og andre blev uden for godsets indkørsel. Foto Anders Brohus
5 af 7 Både børn og voksne var berørte af terrortragedien, da de mandag besøgte Holch Povlsen-familiens gods Constantinsborg vest for Aarhus. Foto Ernst Van Norde
6 af 7 Højvangskolen i Viby ved Aarhus, hvor to af Holch Povlsen-parrets børn gik i skole, flagede også på halv. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
7 af 7 Der blev lagt mange blomster og kort ved indgangen til Bestsellers hovedkontor i Brande påskemandag, efter at det var gået op for den midtjyske bys borgere, hvad der var sket i Sri Lanka. Foto Anders Brohus

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere