Brandfolk kæmper videre i heden: Vi hælder vand ud og ind

Den underjordiske storbrand i Dokkeldal er nu helt under kontrol

Der arbejdes stadig med at slukke branden. Video: Rene Schütze

- Vi kæmper videre. Heldigvis går det den rigtige vej.

Indsatsleder Rene Nikolajsen fra Nordjyllands Beredskab fortæller, at den underjordiske naturbrand ved Dokkedal nu er helt under kontrol efter flere døgns indsats.

- Vi har droner med termiske kameraer oppe.  Vi kan se, at det brændende område bliver mindre. Vi taler nu om et område på omkring en til halvanden hektar jord, siger indsatslederen til Ekstra Bladet.

Rene Nikolajsen tør dog ikke spå om, hvornår branden er endeligt nedkæmpet, og brandfolkene kan trække sig tilbage.

- Det er som at bede mig forudsige Lotto-tallene. Jeg vil tro, at vi taler om et til to døgn. For branden kan jo stadig poppe op et helt nyt sted. Vi ser os hele tiden tilbage.

50 mand kæmper
Omkring 50 mand fra Nordjyllands Beredskab og Beredskabsstyrelsen befinder sig fredag morgen på stedet. Indsatsen består fortsat i at  hælde vand ud, som kan trænge ned til ilden i mosejorden.

Brandfolkene har gravet en 500-800 meter lang kanal, som fører vandet ud til indsatsområdet.

- Vi havde en pause i nat, fordi grøften faldt sammen. Men det er for længst udbedret, så vi har atter adgang til vandet, fortæller Rene Nikolajsen.

Foto: Rene Schütze
Foto: Rene Schütze
 

Arbejdet med at nedkæmpe branden var været besværliggjort af, at de tunge køretøjer hænger fast i jorden.

- Området er ekstremt blødt, og jorden kan ikke bære køretøjerne. I går hang flere fast,  men dem har vi da fået trukket fri, beretter den nordjyske indsatsleder.

Masser af vand
Han forudser at fredagens arbejde vil blive hårdt for brandfolkene.

- Indtil nu har vi kunnet bruge maskiner til arbejdet. Men nu skal vi til at slæbe slangerne, og det er rigtig hårdt fysisk arbejde. Det er varmt , og derfor sørger vi også for selv at hælde masser af vand indenbords, fortæller Rene Nikolajsen.

Det er ikke kun i Nordjylland, at brandfolkene har travlt med at bekæmpe naturbrande. Alene de seneste tre døgn har der været 200 brande i den danske natur.

I juli måned har beredskaberne allerede været kaldt ud over et tusinde gange på grund af tørken.

Normalt er der omkring 1200 naturbrande i Danmark på et normalt år.

- Det understreger, at der er tale om en ekstrem og alvorlig situation, fastslår Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef for Danske Beredskaber.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere