Brandvæsnet angrebet med fyrværkeri: Nu får det konsekvenser for 16-årig

Politiet har sigtet en 16-årig dreng for at skyde fyrværkeri mod brandvæsnet nytårsaften

Her ses en episode, hvor brandfolk bliver angrebet med fyrværkeri. Video: Morten Bøgh

Fejringen af at kalenderen skiftede fra 2017 til 2018 blev flere steder i landet beskæmmet af, at brandvæsnet blev angrebet med fyrværkeri i forbindelse med, at de var ude for at slukke brande.

Et af de steder, hvor brandvæsnet var under beskydning, var i Ringparken i Slagelse. Og den episode kan nu få retslige følger for en 16-årig dreng.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Den 16-årige dreng er nemlig nu sigtet for at have skyde fyrværkeri af mod brandvæsnet.

- Det er helt og aldeles uacceptabelt, når mennesker ikke kan få lov at passe deres arbejde i fred og ro. Og det er jo særligt paradoksalt, når det er tilfældet med fx brandvæsenet, som ofte kører ud for at redde liv, at de skal opleve at blive beskudt i forbindelse med udførelsen af deres opgave, siger vicepolitiinspektør Allan Holm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Se også: Brandvæsnet beskudt med fyrværkeri under arbejde: - Det er ikke i orden

Ifølge politiet har den 16-årige erkendt at have begået udåden.

- Vi er meget tilfredse med, at vi nu har identificeret gerningsmanden, som er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Med sigtelsen ønsker vi at sende et klart signal om, at den her form for opførsel er uacceptabel, siger Allan Holm.

Ingen brandfolk kom noget til i forbindelse med angrebene, men Danske Beredskaber var efterfølgende ude og appellere til, at der blev grebet ind.

Samfund - 6. jan. 2018 - kl. 17:58 Brandfolk med bøn efter raket-angreb: - Vi kommer faktisk for at hjælpe folk