Breivik slæber staten i retten

Det passer simpelthen ikke, at massemorderen Anders Behring Breivik er socialt og følelsesmæssigt isoleret i fængslet, lyder det fra statsadvokaten forud for retssag, som Breivik har anlagt mod staten

Breivik har anlagt retssag mod staten for at bryde menneskerettighederne. (Foto: Frank Augstein)
Breivik har anlagt retssag mod staten for at bryde menneskerettighederne. (Foto: Frank Augstein)

Den 36-årige terrorist og massemorder Anders Behring Breivik har tre værelser, han har pc uden internet, han kan se tv, og han kan også spille playstation, hvis han har lyst.

Sådan lyder det i den norske regeringsadvokats processkrift forud for den retssag 15. marts, som Anders Behring Breivik har anlagt mod staten. Breivik hævder, at han er udsat for umenneskelige afsongingsvilkår i fængslet i SKien, men regeringsadvokaten - der i Danmark kan sammenlignes med statsadvokaten - nævner, at der slet ikke er hold i beskyldningerne. Han skriver ifølge VG, at 'sagsøger er hverken socialt eller følelsesmæssigt isoleret.'

Anders Behring Breivik afsoner en straf på 21 års forvaring og med en mindste afsoningstid på 10 år for angrebet på Utøya og regeringskvartalet i Oslo 22. juli 2011. 77 især unge politisk aktive blev dræbt under angrebet.

Se også: Sagsøger staten for tortur: Breivik får ingen tv-tid i ny retssag

Ifølge regeringsadvokaten råder Breivik over en bocelle, en studiecelle og en træningscelle, og han kan bevæge sig frit mellem disse. Han har dagligt tilbud om at få frisk luft i en såkaldt luftegård. Og så er der ifølge regeringsadvokaten igangsat botræning, hvor Breivik selv laver mad og vasker tøj.

- Han har afvist en række forslag til aktivering og sociale tiltag. Han har løbende medicinsk opfølgning. Der foreligger ingen holdepunkter for, at Breivik har fysiske eller psykiske plager som følge af afsoningsforholdene, skriver Marius Emberland fra regeringsadvokaten.

I stævningen mod staten klager Breivik blandt andet over brugen af håndjern og begrænsninger i hans mulighed for at skrive breve til folk. Han mener, at specielt isolation og brevkontrol er et brud på menneskerettighederne.

Anders Behring Breivik var bevæbnet som en anden elitesoldat, da han 22. juli om formiddagen gik rundt på Utøya og skød unge politisk aktive, som var samlet på stedet. (Foto: Niclas Hammerström)
Anders Behring Breivik var bevæbnet som en anden elitesoldat, da han 22. juli om formiddagen gik rundt på Utøya og skød unge politisk aktive, som var samlet på stedet. (Foto: Niclas Hammerström)

Den norske kriminalforsorg har hele tiden hævdet, at der bliver nødt til at være strenge restriktioner omkring Breivik. Blandt andet for at undgå, at han knytter kontakt til andre højreekstremister for at planlægge nye, strafbare handlinger.

- Der er begrundet mistanke til, at sådan et netværk vil kunne bidrage til at skade vitale samfundsinteresser ved, at enkeltpersoner stimuleres til at begå nye voldshandlinger eller begår yderligere terrorhandlinger, lyder det videre i processkriftet.

Se også: Breiviks bombebil skal på museum

Marius Emberland peger på, at netop internettet har været helt afgørende for, at Breivik selv blev radikaliseret.

- Brevkontrollen indebærer ikke indgreb i eksisterende relationer, men det medfører enkelte begrænsninger i hans adgang til at etablere nye netværk med individer, som havde kontaktet ham, eller som han selv ønsker at komme i kontakt med i tiden efter, at han er blevet fængslet, skriver Emberland ifølge VG.

Det er besluttet, at retssagen skal afvikles i gymnastiksalen i Skien-fængslet. Og det forventes, at 50-60 personer kan være i gymnastiksalen. Derudover bliver retssagen også sendt videre til Oslo Tingrett via et videolink, så tilhørere også der kan følge med.

I Oslo sprængte Breivik en hvid udlejningsvarevogn i luften med en bombe, som han havde fremstillet selv. Bomben medførte store ødelæggelser, og adskillige mistede livet. (Foto: Norsk Politi)
I Oslo sprængte Breivik en hvid udlejningsvarevogn i luften med en bombe, som han havde fremstillet selv. Bomben medførte store ødelæggelser, og adskillige mistede livet. (Foto: Norsk Politi)
 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere