Breve sendt til Pentagon er testet positive for dødelig gift

To breve sendt til Pentagon mandag indeholdt ricin. Nu efterforskes et tredje brev sendt til Det Hvide Hus

To breve sendt til Pentagon mandag er blevet testet positive for at indeholde den dødelige gift ricin.

Det oplyser en unavngiven kilde fra forsvarsministeriet overfor CNN.

Brevene var adresseret til USA's forsvarsminister, Jim Mattis, og til den øverstkommanderende for den amerikanske flåde, admiral Jon Richardson.

Amerikanske myndigheder mistænker, at et tredje brev sendt til USA's præsident, Donald Trump, mandag også indeholdt ricin.

Det bekræfter USA's sikkerhedstjeneste Secret Service, skriver CNN.

- Secret Service kan bekræfte at have modtaget en mistænkelig konvolut sendt til præsidenten 1. oktober. Konvolutten nåede aldrig frem til Det Hvide Hus, oplyser en unavngiven talsmand for sikkerhedstjenesten til CNN.

Heller ikke de to breve sendt til Pentagon nåede indenfor murerne. Afdelingen, der står for at modtage og viderebringe al post til ansatte i Pentagon, ligger nemlig i en separat bygning. Det oplyser talsmand for Pentagon Rob Manning.

Forbundspolitiet (FBI) oplyser, at de "mistænkelige" breve bliver undersøgt nærmere.

- Kuverterne bliver i øjeblikket undersøgt på alle leder og kanter. Så længe undersøgelserne pågår, har vi ingen yderligere kommentarer, skriver FBI i en pressemeddelelse ifølge CNN.

Hverken Det Hvide Hus eller præsident Donald Trump har kommenteret sagen.

Stoffet ricin er et protein, som produceres af en plante, der kaldes kristpalme eller castorbønne. Proteinet er meget giftigt. Det antages at være dobbelt så giftigt som kobraslangens gift og 6000 gange stærkere end blåsyre.

0,2 milligram er en dødelig dosis, og der findes ingen modgift.

Ricin har været brugt ved likvideringer, og stoffet skulle være på listen over potentielle terrorredskaber på linje med miltbrand.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere