Brian Sandberg: Kræften har spredt sig

Det 51-årige tidligere medlem af HA og Bandidos Brian Sandberg må aflyse foredrag

Brian Sandberg skal fra på mandag have immunterapi. Foto: Linda Johansen
Brian Sandberg skal fra på mandag have immunterapi. Foto: Linda Johansen

Det tidligere medlem af Hells Angels og Bandidos, Brian Sandberg har måtte aflyse sin planlagte foredragsturne efter en nedslående melding fra lægerne.

En scanning har afsløret to pletter på hans lunger, som man i følge Sandberg mener hidrører fra den modermærkekræft, som eksrockeren tidligere har haft kæmpet med.

- Jeg var til scanning i tirsdags, og de opdagede en prik på hver lunge. Nu skal jeg begynde på immunterapi fra på mandag, siger Brian Sandberg til Ekstra Bladet.

Sandberg har været gennem flere operationer efter, at lægerne opdagede, at han havde modermærkekræft i 2015.

Kræften er i sin tid opstået efter for meget tid i solarium.

- De har skåret det væk flere gange, og jeg har været opereret i armen og også i lungerne, og jeg er blevet scannet hver 3. måned, fortæller Brian Sandberg og tilføjer:

- Det her bliver en hård kamp, men jeg vil kæmpe som en bjørn. Lægerne vil ikke operere mere, men siger, at de har gode erfaringer med immunterapi.

Sandberg havde planlagt at fortsætte sin foredragsturne ' Uden filter' til foråret. De foredrag er aflyst, og folk får deres penge tilbage, oplyser han.

- Jeg må samle kræfterne om det her, siger han.

Rockere til foredrag

Eksrockerens foredragsturne i efteråret var både omdiskuteret og velbesøgt. Han fortalte om sin fortid som rocker, der blandt andet indebar en udsmidning fra Bandidos efter en - i følge rockerkodeks - upassende chat med et andet medlems ekskone.

Blandt tilskuere fra hr. og fru Danmark til foredragene var der også besøg fra Hells Angels og Bandidos på tilskuerrækkerne.

Årsagen til det, vides ikke, men Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at den 51-årige eks-rocker havde måtte underlægge sig rocker-censur. Han havde fået besked om ikke at nævne Hells Angels' navn under foredragene, hvilket han valgte at respektere.

Brian Sandberg, der også er kendt som 'Gucci-rockeren' grundet sin forkærlighed for designertøj, var først rocker i Hells Angels, som han blev smidt ud af.

Siden blev han medlem i Bandidos, men efter to år og tre måneder blev han smidt ud i bad standing, en begivenhed han blandt andet har beskrevet i bogen 'Exit Sandberg'. 

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere