Britisk sygeplejerske dømt efter løgn om kendis-pædofili

En tidligere britisk sygeplejerske beskyldte flere samfundsspidser for at stå bag omfattende pædofili-ring

En tidligere britisk sygeplejerske og velgørenhedsarbejder er fredag blevet idømt 18 års fængsel efter fejlagtigt at have beskyldt flere fremtrædende politikere og andre samfundsspidser for voldtægt og pædofili.

Den i dag 51-årige Carl Beech har rettet sine anklager mod blandt andre tidligere premierminister Edward Heath, tidligere EU-kommissær Leon Brittan, flere tidligere efterretningschefer og tidligere tv-vært Jimmy Savile.

Gruppen skulle også have slået tre børn ihjel.

Den omfattende pædofili-ring skulle ifølge Beechs anklager have været aktiv i 1970'erne og 1980'erne.

Den 51-årige er blevet dømt for 12 anklagepunkter. De handler om at stille hindringer i vejen for rettens arbejde, svindel, voyeurisme og besiddelse af billeder med usømmeligt indhold.

Politiets efterforskning af sagen har kostet over to millioner pund. Det svarer til mere end 16,5 millioner kroner.

Retssagen er kørt over mere end to måneder ved Newcastle Crown Court i det nordøstlige England.

Dommeren under retssagen, James Goss, siger, at Carl Beech bevidst og gentagne gange har løjet over for politiet.

- Du er en intelligent, ressourcestærk, manipulerende og beregnende person. Du beskyldte nulevende personer af den højeste integritet og anstændighed for at have begået nederdrægtige handlinger, sagde dommeren. 

Beechs beskyldninger dukkede op i pressen i 2014. Det kom efter en periode, hvor britisk politi var under voldsom kritik for ikke at have retsforfulgt Jimmy Savile for en lang række pædofili-anklager inden dennes død i 2011.

Det er siden veldokumenteret, at Savile havde forulempet adskillige piger og drenge seksuelt. Men han nåede aldrig at få sin straf.

Den betjent, der stod i spidsen for efterforskningen af Beechs sag, Kenny McDonald, betegnede i tv-interview i 2014 Beechs beskyldninger som 'troværdige og sande'.

Men politiet kunne ikke finde nogen beviser, der støttede Beechs påstande. Efterforskningen blev indstillet i 2016.

Beech har tidligere arbejdet med velgørenhed for børn og som sygeplejerske.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere