Britisk teenage-pige forsvundet i junglen: Familie frygter kidnapning

I to dage har en udviklingshæmmet britisk teenagepige været forsvundet i junglen i Malaysia. Familien er sikre på, hun er blevet kidnappet

Ferien til Malysia skulle have været en uforglemmelig tur, fortæller en ven af familien. Foto: Ritzau Scanpix
Ferien til Malysia skulle have været en uforglemmelig tur, fortæller en ven af familien. Foto: Ritzau Scanpix

15-årige udviklingshæmmede Nora Quoirin fra London har været sporløst forsvundet i to dage. Det skriver flere britiske medier, blandt andre BBC og The Sun.

Nora forsvandt fra hotellet The Dusin på familieferie nær byen Seremban i Malaysia natten til søndag. Det malaysiske politi behandler sagen som en forsvindingssag, men pigens familie er sikre på, at hun er blevet bortført. 

Vinduet stod åbent
Pigens forældre vågnede søndag morgen klokken syv og opdagede, at deres datter var væk, og at vinduet på hendes hotelværelse stod åbent.

Et medlem af hotellets personale fortæller til The Sun, at det er umuligt at vide, hvorvidt vinduet blev åbnet indefra eller udefra.

Pigens tante Aisling Agnew har udtalt til flere medier, at Nora er en særlig pige, som ikke selv kan skaffe hjælp.

- Nora er et barn med specielle behov og lærings- og udviklingsvanskeligheder, som gør hende særligt sårbar, og vi frygter for hendes sikkerhed. Hun ville aldrig forlade sin familie af egen fri vilje.

Familien mener heller ikke, at Nora ville være i stand til at åbne vinduet på hotelværelset selv. Derfor er de overbeviste om, at hun må være blevet taget mod sin vilje.

På et pressemøde mandag morgen slog det malaysiske politi fast, at de stadig behandler sagen som en forsvindingssag og ikke en kidnapssag.

Men det undrer familien.

Matthew Searle fra the Lucie Blackman Trust (LBT), en organisation, som beskæftiger sig med at hjælpe pårørende til forsvundne personer i andre lande, taler på vegne af forældrene. Han udtalte, at meldingen på pressemødet ikke stemmer overens med deres udlægning af sagen.

- Politiet fortalte familien, at de behandler sagen som en forsvindingssag og en kidnapningssag. Så det er højst besynderligt, at politiet nu siger noget andet.

Artiklen fortsætter efter billederne...

Eftersøgning i junglen

1 af 3  Mere end 160 personer leder efter Nora. Foto: Ritzau Scanpix
2 af 3  Nora har været forsvundet i mere end to døgn. Foto: Lim Huey Teng, Ritzau Scanpix
3 af 3  Nora kan ikke kommunikere og kan derfor ikke bede om hjælp, hvis hun bliver fundet. Foto: Ritzau Scanpix
 

Blandt igler og kæmpe tusindben
Her til morgen har det malaysiske politi ifølge The Guardian genoptaget og udvidet den talstærke eftersøgning, som nu består af både politi, officerer fra hæren, hunde og en helikoptor.

Eftersøgningen foregår i den omkringliggende skov og jungle. Her lever der, ifølge hotellets egen hjemmeside, både vildsvin, aber, igler og kæmpe tusindben.

Den 15-årige rejser med et irsk pas, og en talsmand fra Irlands udenrigsministerium meddeler, at de er opmærksomme på sagen og yder assistance.

Nora Quoirin er ude af stand til at kommunikere med andre og vil ikke kunne bede om hjælp, hvis nogen finder hende. Derfor opfordrer LBT alle til at dele nyheden om pigens forsvinden på sociale medier.

De beder også folk om at ringe til dem på +44 8000988485 eller skrive til dem på ops@lbtrust.org, hvis man har information. De tilbyder, at man må forblive anonym.

Også familien har oprettet en mailadresse, man kan kontakte, nemlig: findnoraq@gmail.com.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere