Britisk teori: Sådan kan par være blevet forgiftet med nervegift

Rusland kan hjælpe med opklaring af giftsag, mener britisk minister, så man undgår, at flere bliver syge

Det angiveligt ene offer for novichok-forgiftningen i Amesbury køres væk. (Video: AP/ITV)

Britiske myndigheder arbejder ud fra antagelsen om, at to giftsyge personer er tilfældige ofre for følgerne af et angreb 4. marts mod en eksspion, der blev forgiftet med en russisk nervegift.

Ifølge BBC arbejder politiet ud fra en teori om, at den gift, der blev brugt mod eksspionen kan være blevet skaffet af vejen på uforsigtig vis, så det var været i en beholder, som det nu syge par er stødt på.

Samfund - 4. jul. 2018 - kl. 23:02 Forgiftet britisk par ramt af samme gift som Skripal

Britiske myndigheder advarer derfor befolkningen mod at samle ting op i Salisbury, og de opfordres til at vaske deres tøj og tørre deres ting af med vådservietter for at undgå at blive ramt, om end risikoen for at blive syg som følge af nervegift fortsat betragtes som lav.

Opfordrer til russisk hjælp
Torsdag formiddag opfordrer den britiske sikkerhedsminister, Ben Wallace, Rusland til at 'fortælle, hvad der er sket'. Målet er at forhindre, at flere mennesker bliver syge.

Ministeren lover, at man nok skal finde de skyldige - også selv om det kan tage lang tid.

Britiske myndigheder kunne sent onsdag meddele, at man efter laboratorieanalyser af prøver fra to syge personer i Amesbury er nået frem til den konklusion, at de blev forgiftet med den russiske nervegift Novichok.

Det var samme gift, som blev brugt i et angreb på den russiske eksspion Sergej Skripal og dennes datter i Salisbury 4. marts.

Da parret lørdag pludselig fik mystiske symptomer, blev de indlagt, og de blev erklæret i kritisk tilstand.

Antiterrorenhed koblet på
Onsdag blev en antiterrorenhed ved britisk politi koblet på efterforskningen.

Det skete, da man fik mistanke om en forbindelse mellem angrebet på Skripal, der ikke er opklaret, og sagen med det britiske par i Amesbury, der ligger ti kilometer nord for Salisbury.

Politiet antog først, at symptomerne hos det britiske par var forårsaget af uren narko. Det viste sig at være forkert.

Ifølge politiet er der intet, der indikerer, at de to personer skulle være mål for et attentat. Begge er britiske statsborgere. De er fra lokalområdet, og det har øget frygten for, at andre helt tilfældige borgere kan blive syge.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere