Britta lod børnene i stikken

Britta Nielsen overraskede alt og alle, da hun lørdag afviste at vidne i retten. Forsvarsadvokat begræder Brittas beslutning

Video: Tariq Mikkel Kahn, Mogens Flindt, Torbjörn Selander, Ridehesten, Kanal 5/Discovery Networks Danmark. Redigering: Signe Skov

Retten i Glostrup (Ekstra Bladet): Britta Nielsen gjorde ikke sine børns muligheder for frifindelse bedre, da hun lørdag formiddag noget overraskende valgte ikke at ville vidne i straffesagen mod sine tre børn.

- Vi havde en kæmpe interesse i, at hun ville udtale sig. Jeg er så skuffet, man overhovedet kan være, siger forsvarsadvokat Peter Secher til Ekstra Bladet efter Britta Nielsens overraskende udmelding lørdag.

Han repræsenterer Britta Nielsens ældste datter Karina Jamilla Hayat, der sammen med sine søskende Jimmy Jamill Hayat og Nadia Samina Hayat til sammen tiltalt for hæleri af særlig grov karakter for mere end 51,2 millioner kroner.

Ville ikke
På forhånd havde alle forventet, at Britta Nielsen ville sætte sig til rette i vidneskranken og afgive forklaring om, hvor meget - eller måske mere sandsynligt hvor lidt - hendes børn vidste om den systematiske svindel hun igennem en årrække på mere end 25 år begik i Socialstyrelsen.

Men sådan skulle det ikke være.

Da retsformanden oplyste Britta Nielsen om hendes rettigheder inden vidneforklaringen og sagde, at hun ikke var forpligtet til at vidne mod sine børn, faldt svaret fra Britta Nielsen prompte.

- Er jeg ikke? Så vil jeg ikke.

Og sådan blev det.

Forsvarsadvokater i panik
Britta Nielsen har i forbindelse med sin egen straffesag oplyst, at ingen af børnene vidste besked om, at hun igennem årene samlet set havde svindlet Socialstyrelsen for mere end 117 millioner kroner.

Det er det spørgsmål som retten i disse måneder skal tage stilling til. Vidste eller burde Britta Nielsens børn have vidst, at millioner af kroner de blev forgyldt af, stammede fra kriminalitet?

Derfor kunne man også mærke panikken blandt standen af forsvarsadvokater, da den spinkle kvinde kortfattet afviste at vidne i sagen.

Lod børnene i stikken
Knapt var Britta Nielsen ført ud af retslokalet, før forsvarerne begyndte at kime Britta Nielsens tidligere forsvarsadvokat Nima Nabipour ned.

- Vi måtte gøre, hvad vi kunne indenfor lovens rammer, så vi kunne få hende til at afgive forklaring, forklarer Peter Secher om de hektiske minutter.

På rekord tid mødte Nima Nabipour op i retten i Glostrup, hvor han fik retsformandens tilladelse til at tale med sin klient om hendes muligheder for at afgive forklaring.

Men selvom man må gå ud fra, at Nima Nabipour oplyste Britta Nielsen om, at en gentagelse af forklaringen fra hendes egen retssag ville gavne hendes børn, undlod hun at sætte sig tilbage i vidneskranken.

- Dårligere for os
- Det er oplagt dårligere for os, at hun valgte ikke at vidne, fordi hun tidligere i sagen har forklaret ting, der støttede børnene. Det ville vi gerne have hende til at gentage så de dommere, der behandler børnenes sag, også har mulighed for at høre den forklaring. Det er vi gået glip af, siger en nedslået Peter Secher.

- Du kan ikke erstatte en vidneforklaring om en opvækst ved at læse højt fra tidligere forklaringer. Det er umuligt.

På grund af Britta Nielsens afvisning af at afgive forklaring, løb lørdagens retsmøde mere eller mindre ud i sandet. Næste retsdag er 26. maj.

Her forventes en række internationale vidner fra Holland og Tyskland at afgive forklaring.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Forsvarsadvokat Peter Secher er på vegne af sin klient utrolig skuffet over, at Britta Nielsen ikke ville afgive forklaring i straffesagen mod hendes børn. Foto: Anita Graversen
Forsvarsadvokat Peter Secher er på vegne af sin klient utrolig skuffet over, at Britta Nielsen ikke ville afgive forklaring i straffesagen mod hendes børn. Foto: Anita Graversen

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Forsvarsadvokat: Derfor gav Britta ikke forklaring

Ifølge forsvarsadvokat Peter Secher kan Britta Nielsens overraskende afvisning af at afgive forklaring lørdag skyldes stort pres, frygt for at inkriminere sine børn og ikke mindst store følelser.

- Jeg sidder tilbage med indtrykket af, at det er så svær en situation, det overhovedet kan være for den familie, siger Peter Secher.

- De børn har ikke set deres mor, siden hun rejste til Sydafrika i september 2018. Det er mere end halvandet år, hun ikke har set sine børn, og første gang hun så ser dem, skal hun sidde og kigge dem i øjnene og fortælle om, hvad hun har gjort og hvilken situation hun har sat dem i.

- Og så tror jeg ikke, hun har været interesseret i muligheden for, at hun kunne blive et våben i arsenalet anklagemyndigheden har mod hendes børn.

- Det er en meget svær situation, slutter Peter Secher.