Brittas døtre står frem: Kan godt forstå det virker ekstremt

Familien ændrede levestandard efter faderens død i 2005, fortæller Britta Nielsens døtre i en eksklusiv dokumentar-udsendelse på Kanal 5

Britta Nielsens døtre, Jamilla og Samina Hayat, vælger nu at stå frem eksklusivt på Kanal 5. Foto/video: Discovery Networks

Britta Nielsens døtre, Samina og Jamilla Hayat, har begge fået store beløb fra deres svindelsigtede mor, men de afviser begge, at de havde mistanke om, at pengene stammede fra kriminalitet, som anklagemyndigheden mener. Det fortæller de i et eksklusivt interview med Kanal 5 i aften klokken 21.

- Når hun siger, at 'far og jeg har sparet sammen', så sidder jeg ikke og tænker 'er du sikker på, at du ikke har røvet en bank'. Det er vores mor, siger 34-årige Jamilla Hayat i programmet, mens hendes tre år yngre lillesøster tilføjer:

- Det er hende, vi stoler allermest på i hele verden.

Døtrene er begge sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed og har indtil i dag været beskyttet af et navneforbud i sagen, hvor deres mor er sigtet for bedrageri for mindst 111 millioner kroner som ansat i Socialstyrelsen.

Navneforbuddet blev ophævet i dag på foranledning af Ekstra Bladet, men døtrene har ikke ønsket at protestere mod ophævelsen.

Britta Nielsens døtre, Jamilla og Samina Hayat, vælger nu at stå frem eksklusivt på Kanal 5 i aften.  Fotokredit: Discovery Networks Danmark
Britta Nielsens døtre, Jamilla og Samina Hayat, vælger nu at stå frem eksklusivt på Kanal 5 i aften. Fotokredit: Discovery Networks Danmark
 

Ifølge de to døtre ændrede familiens levestandard sig efter faderens død i 2005 - tre år efter at Britta Nielsen ifølge sigtelsen begyndte at bedrage sin arbejdsplads for millioner.

Har købt 60 dyre heste
Samina Hayat fortæller til Kanal 5, at hun siden 2007 har købt og solgt op mod 60 konkurrenceheste til priser på op til 100.000 euro pr. styk. Pengene kom ifølge Samina Hayat fra hendes mor, Britta Nielsen.

Jamilla Hayat fortæller til gengæld, at hun blandt andet har modtaget en halv million kroner til køb af en bil.

Men begge døtrene afviser, at de har kendt til, at moderen angiveligt har svindlet, på trods af at familiens ekstreme forbrug står i meget skarp kontrast til, at moderen havde et helt almindeligt arbejde som offentligt ansat i Socialstyrelsen.

- Jeg kan godt forstå, at man tænker, det virker helt ekstremt. Hvorfor er der ikke nogen klokker, der har ringet? Men for os har det været sådan gennem hele vores liv. Det har ikke været på en gang, at de her ting er blevet købt. Det er sket gradvist, siger Jamilla Hayat i programmet, mens hendes lillesøster Samina Hayat tilføjer:

- Man sætter ikke spørgsmålstegn ved noget, når det kommer fra ens mor. Man stoler på sin mor.

Britta Nielsens døtre, Jamilla og Samina Hayat, vælger nu at stå frem eksklusivt på Kanal 5 i aften.  Fotokredit: Discovery Networks Danmark Dansk politik - 14. nov. 2018 - kl. 13:12 Navneforbud ophævet: Britta Nielsens døtre sigtet for hæleri

Omkring valget om at stå frem siger de, at de var chokerede over at blive sigtet for en forbrydelse, som de ikke mener, de har begået.

- Lige meget hvor angstprovokerende det måtte være at stå frem med ansigt og navn, så er man nødt til at gøre det i forhold til den hetz, der er kørt, og alle gisningerne. Vi vil gerne have vores version ud, siger Samina Hayat i interviewet til Kanal 5.

Både Jamilla Hayats forsvarer, Peter Secher, og Samina Hayats forsvarer, Christian Bjerrehuus, fortæller, at deres klienter nægter sig skyldige.

Ifølge Christian Bjerrehuus har hans klient samarbejdet i det omfang, politiet har bedt hende om det.

- Hun har lige fra start af via mig meddelt politiet, at såfremt man ønsker at tale med hende, står hun til rådighed, siger han.

- Har politiet benyttet sig af det? Har hun været til afhøring?

- Hvad der præcis har været, vil jeg ikke udtale mig om, men jeg kan sige så meget, at politiet ikke har kontaktet mig og bedt mig om at iværksætte noget.

- Er det det samme, som at hun ikke har været til afhøring?

- Det vil jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt. Der er også et hensyn at tage til en efterforskning, og det skal man selvfølgelig acceptere, siger han.

- Når hun står frem, vil der nok være mennesker, som siger, at det er for naivt at tro, at hendes mor havde så mange penge. Er hun klar til det?

- Det er klart. Jeg vil sige, at det kræver nosser at stille op til det for at sige det ligeud. Og så er hun jo også godt klar over, at nu kender hele Danmark hendes ansigt, og det er også bare en konsekvens, hun vælger at tage forstået på den måde, at hun siger: 'Jeg har ikke noget at skjule. Jeg stiller mig gerne frem. Jeg har ikke lyst til at leve i skjul, for jeg har ikke noget at skjule', siger advokaten.

- Hvordan har hun det?

- Under omstændighederne har hun det godt. For at sige det ligeud: Hun er sgu en sej pige. Og hun holder hovedet højt. Hun prøver at fokusere på sit studie. Hun har nogle eksamener, og det prøver hun at fokusere på, siger han.

1 af 2 Britta Nielsens døtre, Jamilla og Samina Hayat, vælger nu at stå frem eksklusivt på Kanal 5 i aften. Fotokredit: Discovery Networks Danmark
2 af 2 Britta Nielsens døtre, Samina (tv.) og Jamilla Hayat (th.), vælger nu at stå frem eksklusivt på Kanal 5 i aften. Fotokredit: Discovery Networks Danmark

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere