Bro spærret i tre timer på grund af blæst

Limfjordsbroen i Nordjylland spærret i nat på grund af problemer med et stillads. Broen er nu åben for trafik igen

Blæsevejret i Nordjylland betød at Limfjordsbroen mellem Aalborg og Nørresundby var spærret fra klokken 02 til 05 natten til fredag.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Michael Elkjær, til Ekstra Bladet.

- Vinden havde fået fat i nogle plader på et stillads på Strandvejen, og de var ved at blæse ned, forklarer vagtchefen.

Politiet fik dog hurtigt spærret Strandvejen ved Limfjordsbroen og tilkaldt en medarbejder fra stilladsfirmaet.

- Vi fik fat i en medarbejder, som fik sat pladerne fast igen, og problemet var løst, siger vagtchef Michael Elkjær og tilføjer, at trafikken over broen er normal igen.

Ifølge Nordjyllands Politi har der ikke været andre problemer på grund af nattens kraftige blæst.