Bror: Min søsters urne blev gravet op og stjålet

Kim Borups søsters urne blev gravet op på Nordre Kirkegård i Randers ved middagstid onsdag

Kims søsters urne blev gravet op onsdag. (Foto: Privat)
Kims søsters urne blev gravet op onsdag. (Foto: Privat)

Famillien Borup fra Randers har det seneste døgn gennemgået noget af et mareridt.

For to et halvt år siden var 23-årige Kim Borup med til at begrave sin søster Janni. Ved middagstid i går ringede politiet til familien. To personer var nemlig blevet set grave i Jannis grav og løbe fra stedet med urnen.

- Der går så mange tanker i hovedet. Hvorfor er det lige nu, at det er sket? Det er sindssygt, det er det, man tænker, siger Jannis stærkt chokerede storebror Kim Borup til Ekstra Bladet.

Det var et vidne på kirkegården, der så to personer i færd med at grave i Jannis grav mellem halv 12 og kvart i 12 onsdag formiddag. Vidnet kontaktede medarbejdere på kirkegården, der anmeldte sagen til politiet.

- Der var en spade ved siden af graven, så der er ikke nogen tvivl om, at der har været nogle i gang med at grave, siger Allan Rask, der er kirekegårdsleder ved Randers' kommunale kirkegårde.

- Den person, jeg har talt med sagde, at der var to personer ved gravstedet, fortsætter kirkegårdslederen.

Jannis familie er chokerede efter hendes urne blev gravet op onsdag og urnen blev stjålet, fortæller hendes bror Kim. (Foto: Privat)
Jannis familie er chokerede efter hendes urne blev gravet op onsdag og urnen blev stjålet, fortæller hendes bror Kim. (Foto: Privat)
 

Fandt urnen igen
Efter medarbejderne fandt ud af, at Jannis grav var blevet skændet, iværksætte de straks en eftersøgning af den forsvundne urne. Et vidne havde nemlig set, at urnen var blevet stillet fra sig et andet sted på kirkegården. Og heldigvis fandt de kort efter urnen.

- Den stod på et nærliggende gravsted på et grønt område. Så det er vi selvfølgelig glade for. Det ville være ubærligt for de pårørende, hvis urnen ikke var blevet fundet igen, siger Allan Rask fra Randers' kommunale kirkegården.

Jannis bror, Kim Borup, finder dog også en lille smule trøst i, at urnen blev fundet igen.

- Det kunne have været endnu mere grusomt, hvis urnen ikke var blevet fundet igen. Så den er et sikkert sted nu, indtil vi beslutter, hvad vi skal gøre med den nu, siger han og fortæller, at sagen har haft store konsekvenser for familien.

- Det har ramt os hårdt, at vi endnu en gang skal til at begrave hende. Min familie er meget chokeret over, at det her kan ske. Og så to et halvt år efter, at vi begravede hende første gang.

Jannis store ønske
Jannis urne var begravet ved siden af sin oldemor og oldefar, hvilket var hendes store ønske. Men efter gårsdagens hændelse overvejer familien nu, hvad de skal gøre med urnen.

- Vi holdt et familiemøde i går, hvor vi talte om, hvad vi nu skal gøre med urnen. Vi er i tvivl om, det vil være det rigtige at begrave hende samme sted, hvis det skulle ske igen, siger hendes bror Kim Borup.

Hos Nordre Kirkegård i Randers er man kede af sagen. Man mener dog ikke, at man kunne have forhindret den.

- Det er jo åben gravsteder og offentlige arealer, så vi kan ikke rigtigt gøre noget. Men det er jo skænding af gravfreden, så det er i princippet strafbart. Det er heller ikke noget, vi har oplevet før, og heller ikke som vi ønsker at opleve igen, siger kirkegårdslederen.

Hos Østjyllands Politi oplyser man, at man fik en anmeldelse klokke 11.59 onsdag, og at de er i gang med at undersøge sagen.

Ingen er endnu anholdt i sagen om gravskænderi. Politiet har en teori, som de er ved at undersøge, men det vil de ikke nærmere ind på.

Kender du til sagen, tip os på 1224@eb.dk eller sms på 1224 (koster alm. smstakst).

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere