Brutal teenagemorder efterlyses på USA's top 10-liste

Luis Macedo er den 507. person, som kommer på listen over USA's mest efterlyste. Foreløbig er 475 efterlyste personer fanget

Det 28-årige bandemedlem Luis Macedo. (Foto: FBI)
Det 28-årige bandemedlem Luis Macedo. (Foto: FBI)

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har tilføjet to mænd til sin top 10-liste over de mest efterlyste personer.

28-årige Luis Macedo, et medlem af Latin Kings-banden, mistænkes for medvirken til drab på en teenager i Chicago i 2009.

Alex Arellano, 15, blev tæsket med et baseballbat, skudt i hovedet og til sidst antændt i en afstraffelse, der skyldes, at han gik ned af den forkerte gade.

Fire personer er allerede anholdt i sagen, men Luis Macedo er tilsyneladende gået under jorden.

- Vi prøver at rette et meget kraftigt lys mod Macedo, siger FBI-direktør James Comey på et pressemøde.

FBI-direktør James Comey holder pressemøde i Chicago i anledning af, at Luis Macedo er tilføjet forbundspolitiets top 10-liste. (Foto: AP)
FBI-direktør James Comey holder pressemøde i Chicago i anledning af, at Luis Macedo er tilføjet forbundspolitiets top 10-liste. (Foto: AP)

Den anden, nye person på listen er Philip Patrick Policarpio, 39, der mistænkes for at have dræbt sin gravide kæreste under et skænderi.

475 pågrebet

FBI har brugt top 10-listen siden 1950'erne, og når et nyt navn tilføjes listen, kommer der ofte øget opmærksomhed på den efterlyste.

Macedo er den 507. person på listen, og 475 personer er i tidens løb blevet fanget.

Listen har inkluderet nogle af de værste bankrøvere, mordere, kidnappere, narkosmuglere og terrorister.

Her er nogle af de mest notoriske forbrydere, som har optrådt på listen over FBI's 'most wanted':

Bombemanden Eric Rudolph. (Foto: AP)
Bombemanden Eric Rudolph. (Foto: AP)

Eric Rudolph forsvandt i North Carolinas skove, efter at han detonerede en bombe under De Olympiske Lege i Atlanta i 1996. Han afsoner en dom på livsvarigt fængsel.

 

Attentatmanden James Earl Ray. (Foto: AP)
Attentatmanden James Earl Ray. (Foto: AP)

James Earl Ray kom på listen, efter at han skød og dræbte borgerrettigheds-ikonet Martin Luther King Jr. Ray blev anholdt to måneder senere i London.

 

Seriemorderen Ted Bundy. (Foto: AP)
Seriemorderen Ted Bundy. (Foto: AP)
 

Ted Bundy er en af de mest berygtede seriemordere i USA's historie. Bundy menes at have dræbt mindst 30 unge kvinder i 1970'erne. Han blev senere dømt og henrettet.

 

Terroristen Osama bin Laden. (Foto: AP)
Terroristen Osama bin Laden. (Foto: AP)

Osama bin Laden var allerede på listen, da 19 terrorister angreb USA med fire kaprede passagerfly 11. september 2001. Han blev dræbt af amerikanske elitesoldater i 2011.

 

Gangsteren James 'Whitey' Bulger. (Foto: AP)
Gangsteren James 'Whitey' Bulger. (Foto: AP)
 

Gangsteren James 'Whitey' Bulger var på fri fod i 16 år, inden han blev fanget i 2011 i Santa Monica, Californien. I 2013 blev han kendt skyldig i 11 mord og afsoner en dom på fængsel på livstid.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere