Brutalt drab på åben gade: Der gik mindre end et minut

Vidner hørte unge mennesker skændes, umiddelbart før den 18-årige blev skudt i hovedet

Politiet var massivt til stede ved Finsensvej fredag aften efter skyderiet. Video: Local Eyes.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Få sekunders skænderi mellem to grupper unge mennesker - og så lå en blot 18-årig mand på asfalten. Dræbt af et enkelt skud i hovedet.

Sådan var optakten til det brutale drab ved supermarkedet Lidl på Dirch Passers Allé og Finsensvej på Frederiksberg fredag aften klokken 20.44.

- Det er to grupper, der støder sammen. Forurettede er i en gruppe på tre, og gerningsmanden er i en gruppe på to. Og så har vi nogle vidner, der hører, at der sker en eller anden uoverensstemmelse, Der er nogen, der råber op, og så bliver der afgivet skud, fortæller vicepolitiinspektør Brian Belling, leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi.

Blomster ved gerningsstedet. Foto: Kenneth Meyer
Blomster ved gerningsstedet. Foto: Kenneth Meyer

- Det går rigtig hurtigt faktisk. Det er ikke sådan, at de står længe og skændes. Der går mindre end et minut, tilføjer han.

Allerede før politiet gik ud med den triste besked om, at teenageren var afgået ved døden, havde nogen lagt blomster og tændt lys på gerningsstedet. Foto: Kenneth Meyer 112 - 13. sep. 2020 - kl. 17:45 Teenager dræbt på Frederiksberg

Vicepolitiinspektøren ønsker ikke at sige, hvorvidt gerningsmanden sigtede direkte på offeret

Der blev kun afgivet et enkelt skud, der fik fatale følger. Derefter løb to af dem væk fra Finsensvej forbi kulturhuset KU.BE, hvor der er et stisystem ned mod banelegemet ved Flintholm Station.

- Og så forsvinder de to derned. Det er, hvad vi har lige nu, siger Brian Belling, der kalder det ekstremt groft, at der på den måde bliver affyret skud på åben gade en tidlig fredag aften.

Var der tilfældigt
Der var flere vidner til nedskydningen og gerningsmændenes flugt, som politiet har talt med, og de vil også gerne høre fra andre, der har oplysninger om sagen.

Personerne i begge grupper vurderes til at være mellem 15 og 25, men vicepolitiinspektøren ønsker ikke at komme med et nærmere signalement på nuværende tidspunkt.

- Ved I, hvorfor forurettede var på stedet?

- Jeg tror, at det er tilfældigt. Det kan godt virke sådan.

- Var der nogen grund til at tro, at den forurettedes gruppe skulle have uoverensstemmelser med nogle andre?

- Nej, ikke for nuværende. Det er noget af det, vi er ved at undersøge nu, siger Brian Belling og tilføjer, at der må ligge et eller andet bag.

- Så det er ikke en, der bare tilfældigt bliver skudt?

- Nej, det er ikke vores tanke. De to grupper taler sammen inden, så det er ikke sådan noget med, at de bare går forbi og skyder. Vores tese er, at der sker et eller andet. De bliver uvenner. Der bliver skudt. Og så løber de.

- Er der noget i hans liv, der kan forklare, at han skulle dræbes?

- Nej, det er der ikke, siger Brian Belling og tilføjer, at der heller ikke er noget, der taler for, at offeret eller gerningsmændene har bandetilknytning.

Det bakkes op af, at sagen ligger i Afdeling for personfarlig kriminalitet og ikke i Organiseret kriminalitet, der efterforsker bandekriminalitet.

- Vi har ikke fundet gerningsmændene eller anholdt nogen endnu, så jeg kan ikke afvise det. Men umiddelbart er der ikke noget, der taler for det.