Brutalt overfald: Ofrene flygtede fra øksemand

19-årig kvinde fik åbent kraniebrud ved økseoverfaldet på tankstation i Birkerød

Den formodede gerningsmand blev ført ind på Rigshospitalet til undersøgelser efter anholdelsen. TV: Kenneth Meyer

Ofrene for den brutale øksemand, der overfaldt det unge par på 19 år på en tankstation i Birkerød lørdag, slap kun fra at blive slået ihjel, fordi de kæmpede imod og flygtede, hvorefter gerningsmanden opgav sit forehavende.

Det fremgik af sigtelsen mod den 29-årige Mohamed Abdelkader Salem Al-Tamimi i grundlovsforhøret i Retten i Lyngby i dag.

Han har ikke ønsket at udtale sig til hverken retten eller sin forsvarer. Da dommer Britt Falster Klitgaard spurgte om han ønskede at udtale sig i retten sagde han udtrykkeligt: NEJ!

Ifølge sigtelsen forsøgte han at dræbe den unge kvinde og mand ved at tildele dem adskillige slag med øksen, herunder i hovedet. Kvinden fik et åbent kraniebrud, sår på halsen, ryggen og hånden, mens manden fik sår i hovedet, skulderen, ryggen og hånden.

Parret kæmpede imod og flygtede ind på Circle K-tankstationen, hvorefter øksemanden flygtede.

Øksemanden ankom til Retten i Lyngby med udrykning. TV: Mogens Flindt

Mohamed Abdelkader Salem Al-Tamimi sigtes også for et bankrøveri under flugten, da han i går kl. 12.26 under trusler med kniv fik kassereren i Danske Bank, Torvet 6 i Ringsted til at udlevere 28.399 kr.

artiklen fortsætter under billedet

Den anholdte blev kørt til retten i Lyngby i en politibil med fuld udrykning, der var eskorteret af en anden patruljevogn med betjente med automatvåben. To betjente med automatrifler stod under hele grundlovsforhøret foran døren til retslokalet.

artiklen fortsætter under billedet

Den 29-årige blev transporteret til retten af betjente med automatvåben. Foto: Mogens Flindt
Den 29-årige blev transporteret til retten af betjente med automatvåben. Foto: Mogens Flindt
 

Mohamed Abdelkader Salem Al-Tamimi blev ført ind i retten iført et par blå nylonshorts med hvide striber og med blå plastikovertræk på fødderne og en beige striksweater. Han virkede slet ikke trykket af sitautionen, men smilede til pressen og tilhørerne: - Nå, alle er nok samlet her, sagde han. Han spurgte også anklager Bente Schnak om, hvad hun hed og om hun kunne lide sit arbejde.

Han bekræftede over dommeren, at han blev anholdt kort før klokken 22 i aftes: - Ja, brutalt af et SWAT-team på syv mand med kæmpe geværer, sagde den 29-årige.

Færden skal klarlægges
Efter sigtelsen for drabsforsøg og bankrøveri blev dørene lukket af hensyn til politiets efterforskning. Det er især hans færden under den 48 timer lange flugt, som politiet skal have klarlagt.

Da dommeren fængslede ham i fire uger afsagde hun også kendelse om, at Mohamed Abdelkader Salem Al-Tamimi skal mentalundersøges. Det fik ham til at bemærke: - Nu igen.

Mohamed Abdelkader Salem Al-Tamimis far, Abdelkader Salem Al-Tamimi, var mødt op i retten, men ønskede ikke at se sønnen eller overvære retsmøde. Han blev siddende i et venteværelse i nærheden, men fik et glimt af sønnen, da svært bevæbnede førte ham ned ad gangen iført håndjern.

Far: Han skal på hospital
- Det er godt, at han blev anholdt. Så kan han måske få noget hjælp. Han har lavet noget rigtigt lort, men det er ikke ham, det er ikke den søn, jeg kender. Han har også gjort sin familie og søskende fortræd, men han er ikke rask, siger Abdelkader Salem Al-Tamimi.

Abdelkader Salem Al-Tamimi er meget utilfreds med, at sønnen blev varetægtsfængslet i et almindeligt fængsel: - Det duer ikke. Han skal på et hospital, siger faderen.

Efter anholdelsen af den 29-årige på 'Club 34' i Istedgade mandag aften, tog politiet et foto af den anholdte og kørte ud til Abdelkader Salem Al-Tamimi for at få bekræftet, at den anholdte var sønnen.

- Han kunne ikke selv sige, hvad han hed, forklarer faderen.

Da sønnen blev løsladt fra fængslet den 2. februar flyttede han ind hos familien i Birkerød, men han var forandret. Fængslet havde ødelagt ham, mener faderen: - Han var lige glad med alt. Han sad bare i sofaen. Vi forsøgte at få ham ud og gå nogle ture, men han ville ikke.

I sidste uge fik faderen dog overtalt sønnen til at gå med til lægen mandag - men det nåede han ikke før han, ifølge sigtelsen, begik økseoverfaldet i Birkerød.

Genlæs livedækningen fra grundlovsforhøret

LIVE

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere