Bryllupsgæster kørte i floden: 47 dræbt

Mindst 47 mennesker omkom, da en lastbil med bryllupsgæster kørte af vejen og styrtede ned i en flod.

Mindst 47 mennesker blev dræbt, da en lastbil med bryllupsgæster kørte af vejen og styrtede ned i en flod i Madagascar, oplyser politiet ifølge AFP.

Ulykken skete lørdag uden for byen Anjozorobe, der ligger 90 kilometer fra hovedstaden, Antananarivo.

Lastbilen transporterede gæsterne fra et bryllupsselskab.

- Der er 47 dræbte. Heriblandt er der 10 børn og det nygifte par, siger politiets talsmand, Herilala Andrianatisaona, til det franske nyhedsbureau AFP.

- 22 personer blev kvæstet ved ulykken, tilføjer han.

Politiet siger, at lastbilens chauffør forbrød sig mod loven ved at transportere for mange passagerer i et køretøj, som er beregnet til transport af gods.

Chaufføren kørte ifølge oplysningerne for hurtigt på de dårlige veje, fordi han ville undgå politiets trafikkontrol.

- Han mistede herredømmet over bilen, da han var ved at køre den forkerte vej og hurtigt ville rette op på fejltagelsen. Lastbilen endte i Mananara floden, siger Andrianatisaona.

Det er almindeligt, at lastbiler transporterer passagerer på ladet i den store fattige østat i Det Indiske Ocean.

Madagascar er verdens fjerdestørste ø, og landet har godt 23 millioner indbyggere.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere