Bundet og gruppevoldtaget i park: Ung kvinde blandt de anklagede

27-årig kvinde førte an, da offer blev mishandlet og gruppevoldtaget af flere mænd i Kongens Have i Odense. Sådan lyder tiltalen i sagen

Gruppevoldtægten skete om natten 5. juni i Kongens Have ved Østre Stationsvej i Odense. Foto: skraafoto.kortforsyningen.dk
Gruppevoldtægten skete om natten 5. juni i Kongens Have ved Østre Stationsvej i Odense. Foto: skraafoto.kortforsyningen.dk

En 27-årig kvinde og tre mænd i 30'erne er tiltalt for en brutal gruppevoldtægt mod en 42-årig kvinde i Kongens Have i Odense.

Her blev offeret bundet, mishandlet og voldtaget om natten 5. juni.

Den 27-årige kvinde førte an i voldtægten, lyder tiltalen, hvor hun var med til at slå og sparke offeret i hovedet og på kroppen og tvinge den 42-årige til oralsex og samleje med to af mændene.

Anklagemyndigheden mener, at gruppe-voldtægten var af særlig farlig karakter eller skete under særligt skærpende omstændigheder.

Så de fire tiltalte, der nægter sig skyldige, kræves idømt straffe på over fire års fængsel.

Der var en relation mellem den 42-årige og de fire tiltalte, men anklager Stephanie Reby ønsker ikke forud for retssagen at fortælle nærmere om relationen mellem dem.

Bundet og voldtaget
Ifølge anklageskriftet, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, bar gruppevoldtægten karakter af en brutal seksuel afstraffelse.

Den skete efter aftale eller i fælles forståelse mellem de tiltalte, og den 27-årige kvinde og en 34-årig mand førte an med 'tilskyndelse, råd eller dåd', som det hedder i tiltalen.

Den 42-årige kvinde blev overfaldet omkring klokken 0.30 i Kongens Have i Odense, hvor hun først blev holdt fast af to af mændene, mens den 27-årige kvinde og den 34-årige mand slog og sparkede hende i hovedet og på kroppen.

Så lagde den 34-årige et stykke tøj om halsen på den 42-årige og strammede til, så hun ikke kunne trække vejret.

Derefter tvang den 27-årige kvinde offeret til at lade sig overgramse af en 33-årig mand, hvorefter en anden 33-årig tiltalt bandt den 42-årige på hænder og fødder.

Fik klud i munden
Så tvang den 27-årige kvinde det hjælpeløse offer til at give manden oralsex, inden hun blev kneblet med en klud i munden og voldtaget på skift af de to 33-årige mænd, mens de andre så til.

Ifølge tiltalen pådrog offeret sig talrige blå mærker og hævelser i hovedet, på halsen og på kroppen.

Den 27-årige kvinde og de to 33-årige mænd blev anholdt og varetægtsfængslet dagen efter voldtægten, mens den 34-årige mand blev fængslet 13. juni. Sagen har hidtil været kørt for lukkede døre.

Retssagen mod de fire tiltalte starter 4. december ved Retten i Odense. Der er afsat fire retsdage, og dommen ventes 14. december.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere