Bundet og truet med våben under hjemmerøveri i sommerhus

Hvem kender hjemmerøverne på video-overvågningen. Begik brutalt overfald i sommerhus i Nordsjælland

Se den ene gerningsmand ved en bankautomat. Overvågningsvideoen er udsendt af Nordsjællands Politi

Video-optagelser fra en bank og butikscenteret Fields i København er politiets bedste spor af to hjemmerøvere, der søndag aften slog til mod et sommerhus i Vejby i Nordsjælland.

Her blev to mænd på 52 og 34 år truet med et dobbelt-løbet jagtgevær og et stikvåben og holdt som gidsler i cirka to en halv time, mens hjemmerøverne forsøgte at hæve penge med deres dankort.

- Vi mener ikke, at beboerne i området har grund til bekymring. Det er vores opfattelse, at hjemmerøverne i forvejen havde et vist kendskab til lejerne af sommerhuset, og at de gik efter et specifikt udbytte, som de ikke fik fat i, siger efterforskningsleder Henrik Gunst, Nordsjællands politi.

Han ønsker ikke at oplyse, hvad der var hjemmerøvernes 'mål', men i stedet tvang de sig til mændenes dankort og pinkoder. Hjemmerøverne var meget grove i deres trusler og tilføjede den ene af mændene et snitsår på den ene arm.

- De mente det alvorligt, siger Henrik Gunst.

Se den anden gerningsmand i Fields her. Videoeen er klippet sammen af flere overvågningskameraer.

Bundet med ledninger og strips
Mændene blev bundet med ledninger og strips, og mens den ene hjemmerøver kørte af sted for at hæve penge, blev den anden i sommerhuset for at bevogte ofrene.

Røveren med dankortene kørte til Handelsbanken i Helsinge, hvor han forgæves forsøgte at hæve penge. Så kørte han retur til sommerhuset, samlede makkeren op, og så kørte hjemmerøverne ved 22-tiden mod København.

Det ved politiet, fordi de igen forsøgte at hæve penge i Nordea på Njalsgade 72 og kort efter midnat i en pengeautomat på Arne Jacobsens Allé ved Fields. Det lykkedes heller ikke.

Næste dag, mandag den 19. oktober ved 11-tiden, forsøgte den ene hjemmerøver igen at hæve penge hos Nordea i Fields, hvor han blev fanget af butikscentrets video-overvågning.

De to hjemmerøvere talte dansk sammen. Hjemmerøveriet skete i tidsrummet cirka 19.30 til 22.

Politiet i Nordsjælland ønsker tips om de to hjemmerøveres identitet på 1-1-4.