Burgerrøver har meldt sig selv

En 17-årig fra Aarhus er nu sigtet for røveri

En 17-årig mand fra Aarhus har meldt sig selv til politiet efter Østjyllands Politi tirsdag efterlyste en sulten ung mand, som havde truet sig til tre burgere på en grillbar ved at fremvise en peberspray.

Manden gik ifølge Østjyllands Politi ind i grillbaren Nuggi Grill i Viby kl. 20.18 tirsdag den 26. maj og truede personalet med en peberspray. Han forlangte at få tre burgere, han havde bestilt kort tid forinden.

Da personalet nægtede, gik gerningsmanden om bag disken og tog burgerne selv. Han flygtede derefter mod Viby Torv, skrev Østjyllands Politi i en efterlysning tirsdag.

Efterlysning gik viralt
Efterlysningen gik viralt tirsdag eftermiddag og førte til flere tips om, hvem manden er.

- Efterlysningen gjorde, at politiet kort efter havde fået manden identificeret. Klokken 17.58 henvendte den 17-årige mand sig selv i politigårdens ekspedition, skriver Østjyllands Politi i en døgnrapport onsdag.

Den 17-årige blev sigtet for røveriet, afhørt og løsladt.

Marianne Morgen, pressekoordinator fra Østjyllands Politi, vil ikke uddybe, hvad den 17-årig gav som forklaring på burgerrøveriet. Hun tilføjer bare en enkelt kommentar.

- Det er jo ikke særlig velovervejet. Det ser vi jo en gang imellem, desværre, siger hun.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere