Bus fra København i ulykke i Tyskland: Flere kvæstede

En bus fra det tyske busselskab Flixbus er i morges kørt galt, da den var på vej fra København til Berlin

Flere passagerer er alvorligt kvæstede, efter bussen væltede om på siden i, hvad der betegnes som en soloulykke. (Video: AP/Dagmar Böhning)

Ved du noget? Send os dit tip på 1224@eb.dk eller SMS 1224 (alm. takst)

En bus fra busselskabet Flixbus er kørt galt, da den var på vej fra København til Berlin.

Det oplyser tysk politi til Ekstra Bladet.

Ulykken skete klokken 6.30 nær byen Linstow i Mecklenburg-Vorpommern på rute 19.

Talskvinde for politiet i Rostock Sofie Pawelke oplyser til Ekstra Bladet at 16 personer er kommet til skade, heraf er seks personer alvorligt kvæstede.

Se også: To busser stødt sammen: Kæmpe kø på motorvej

En person har i forbindelse med ulykken været fastklemt efter ulykken.

Foto: Bernd Wuestneck/dpa via AP
Foto: Bernd Wuestneck/dpa via AP

Sårede fra syv forskellige nationaliteter
Ifølge politiet i Rostock kommer de 16 tilskadekomne fra syv forskellige nationer.

- De bliver behandlet på flere hospitaler i området lige nu. Jeg kan ikke oplyse, om der er danskere blandt de tilskadekomne, siger Sofie Pawelke til Ekstra Bladet.

Der er tale om hospitalerne Güstrow Hospital og Plau am See Sygehus.

Billeder fra stedet viser den karakteristiske grønne bus ligge væltet om på siden, mens redningsfolk arbejder på stedet.

- Vi kender endnu ikke årsagen til ulykken, men der er tale om en soloulykke. Vores indledende efterforskning viser også at chaufføreren ikke har været påvirket af alkohol, tilføjer politiets talskvinde.

Der var 63 passagerer og to chauffører i bussen, da ulykken skete. Bussen er indregistreret i Tyskland og politiet oplyser, at chaufføreren er tjekkisk statsborger.

Fire redningshelikoptere
I en pressemeddelelse oplyser politiet, at syv brandbiler, flere ambulancer samt fire lægehelikoptere har været i aktion på ulykkesstedet.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra den danske afdeling af Flixbus.

Udenrigsministeriets Borgerservice kan endnu ikke oplyse, om der var danskere om bord på den bus, som fredag morgen væltede på en motorvej i Tyskland.

- Vi er ved at danne os et overblik over situationen i samarbejde med Rigspolitiet og ambassaden i Berlin, siger Udenrigsministeriets Borgerservice.

Svenskere blandt de tilskadekomne
Det svenske medie TV4 har ifølge Aftonbladet har været i kontakt med en svensk passager, der var i bussen, da den forulykkede.

- Vi kolliderede ikke med andre køretøjer, men vi kørte af vejen, fortæller Olof Mogren til TV4.

En del af passagerne kunne selv komme ud af bussen, men Olof Mogren beretter om, at han så flere personer med alvorlige skader.

- Der var en kvinde, som havde fået sit ben i klemme under bussen.

Foto: Tysk Politi
Foto: Tysk Politi

Krisecenter oprettet
De tyske myndigheder har etableret et samlingssted i byen Güstrow syd for Rostock for passagerer, der ikke er blevet bragt på hospital.

Her tilbydes forplejning og psykologisk krisehjælp.

Busselskabet FlixBus har en bus på vej, der kan bringe passagererne videre til Berlin. De tyske myndigheder har fortsat ikke oplysninger om danskere blandt de tilskadekomne.

Har man pårørende, der er kørt med den pågældende bus, kan man kontakte de tyske myndigheder på nødtelefon +49 395570872 000.

Ved du noget? Send os dit tip på 1224@eb.dk eller SMS 1224 (alm. takst)

1 af 3 Foto: Bernd Wuestneck/dpa via AP
2 af 3 Foto: Bernd Wuestneck/dpa via AP
3 af 3 Foto: Bernd Wuestneck/dpa via AP

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere