Bus og lastbil kolliderede: 21 dræbt

De fleste af de dræbte var pilgrimme, som var på vej hjem fra en katolsk helligdom

Foto: AFP
Foto: AFP

21 mennesker har onsdag mistet livet i en kollision mellem en bus og en lastbil i delstaten Veracruz i det østlige Mexico.

Det oplyser lokale myndigheder.

Bussen transporterede pilgrimme fra den sydlige delstat Chiapas tilbage fra en tur til en katolsk helligdom i Mexico City, da den ramte en lastbil og brød i brand.

21 mennesker er bekræftet omkomne, mens 30 andre er såret.

- Retsmedicinere på stedet har konstateret, at 17 af ligene er passagerer fra bussen. To andre døde i lastbilen, siger Guadalupe Osorno fra redningstjenesten i Veracruz.

- En person var død ved ankomsten til hospitalet, mens en anden, hvis tilstand var alvorlig, også døde, siger han.

Ærkebispedømmet i Tuxtla Gutiérrez, Chiapas, sender sine kondolencer til de pårørende.

- Vi beklager dybt de dødsfald, denne ulykke har forårsaget, og deler familiernes overvældende smerte, skriver bispedømmet i en erklæring.

Ulykken fandt sted på en motorvej i en region, der går under navnet Maltrata-bakkerne. Her snor vejene sig i mere end 2000 meters højde over havets overflade.

Embedsmænd fra den lokale redningstjeneste oplyser, at et af de to køretøjer mistede sin bremseevne på vej ned. Det forårsagede, at det kørte ind i det andet køretøj, hvorefter både bussen og lastbilen brød i brand.

I 2006 blev flere end 50 evangeliske kristne dræbt i en ulykke i samme region, da deres bus kørte af vejen og ned i en kløft.

Myndighederne konkluderede dengang, at ulykken ligeledes var forårsaget af defekte bremser.

Foto: AFP
Foto: AFP
 

Skærm

Hent flere
Hent flere