Buskrydder og musikanlæg i nabokrig

- Anmelderen havde forsøgt at få talt dem til fornuft. Men det lykkedes ikke, lyder det fra politiets vagtchef om den støjende disputs

En mand med buskrydder og en mand med et musikanlæg startede lørdag aften en larmende nabokrig.

Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholm til Ekstra Bladet.

Anmeldelsen om den larmende seancen kom 20.20 fra Kongevej i Haderslev.

- Vi får oplyst, at to naboer bekriger hinanden. Den ene med buskrydder, den anden med et musikanlæg. Og den støj generer alle andre i området, siger vagtchefen.

Det fik borgere på vejen til at reagere.

- Anmelderen havde forsøgt at få talt dem til fornuft. Men det lykkedes ikke.

- Da vi kommer til stedet med en patrulje er busrydderen slukket. Musikken kørte stadigvæk. Den fik vi slukket, og så var der ikke så meget mere i det, siger vagtchefen videre.

Var det ung mod gammel?

- Det tror jeg. Personen med musikken må have været en yngre person, da det var en mor, der fik pågældende til dæmpe musikken.

- Det er ikke sikkert, at andre vil kalde det musik. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, griner vagtchef Erik Lindholm let.

Politiet har ikke tænkt sig at gøre yderligere ved denne sag.