Butiksansat stukket ned: Forsøgte at stoppe røvere

29-årig mand blev opereret i nat - to røvere på fri fod

Video: Kenneth Meyer

Manden, der i aftes blev stukket ned i en Rema 1000 på Frederikssundsvej i Husum ved København, er en af butikkens ansatte, der forsøgte at stoppe et røveri.

Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

- Han forsøgte at tilbageholde to røvere og blev så ramt af et knivstik, siger den centrale efterforskningsleder Kenneth Jensen til Ekstra Bladet.

Politiet blev kaldt til Rema 1000 ved halv ni-tiden fredag aften. Foto: Kenneth Meyer
Politiet blev kaldt til Rema 1000 ved halv ni-tiden fredag aften. Foto: Kenneth Meyer
 

Opereret i nat
Politiet fik en anmeldelse om knivstikkeri klokken 20:30, og da betjente ankom til butikken, stod det klart, at der var tale om et røveri. Gerningsmændene, som var delvist maskerede, slap af sted med et ukendt pengebeløb.

Politiet oplyser, at offeret er 29 år og indledningsvist var i livsfare.

- Han har været på operationsbordet i nat, men vi er på vej ud til hospitalet i håb om at kunne afhøre ham i dag. Det er noget, lægen bestemmer, siger Kenneth Jensen kort før klokken 9:30 lørdag.

Området omkring butikken blev spærret af. Foto: Kenneth Meyer
Området omkring butikken blev spærret af. Foto: Kenneth Meyer
 

Gennemser videomateriale
Der var både kunder og personale i butikken, da røveriet skete, og de er blevet afhørt. Politiet var massivt til stede sent fredag for at sikre spor og er nu i gang med at gennemse overvågningsmateriale.

Københavns Politi hører gerne fra vidner på telefon 114, hvis man har set noget i forbindelse med røveriet.