By hærget af brande: Nu har politiet fået gennembrud

En 17-årig dreng er anholdt i sagen

I en periode på lidt over en måned har et område i Silkeborg været hærget af brande.

Efter intens efterforskning og en ransagning fredag morgen, har politiet nu anholdt en 17-årig dreng, som de mener står bag brandene.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet har der været 25 tilfælde af brande i boligkvarteret Lupinvej og Resedavej i perioden mellem 6. oktober og 10. november i år. Brandene har primært været i papir- og affaldscontainere.

Politiet har dog tidligere oplyst, at der i to tilfælde var blevet sat ild til klapvogne, der stod i opgange, så der var fare for at ilden kunne sprede sig til bebyggelse. Ingen er dog kommet noget til i forbindelse med de mange brande.

Se også: Voldsom bølge af påsatte brande: - Meget alvorligt

På baggrund af efterforskningen har politiet fredag morgen ransaget ti adresser i Silkeborg for at sikre beviser, og under denne aktion blev den 17-årige anholdt og sigtet for brandstiftelse i de 25 sager.

Den 17-årige bliver fredag klokken 13 fremstillet i grundlovsforhør i Viborg, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet.

Politiet ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at oplyse yderligere i sagen, oplyses det.