Byret afviser krav om at fyre anklagere fra stor svindelsag

Anklagere får grønt lys i sagen om Operation Greed. Mail afslører intern uenighed om afhøring af vidne

Specialanklager Maria Cingari får sammen med to andre anklagere lov til at fortsætte i sagen om Operation Greed. Mails afslører, at hun var særdeles skeptisk i forhold til en vicestatsadvokats afhøring af et vidne. (Arkivfoto) Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Specialanklager Maria Cingari får sammen med to andre anklagere lov til at fortsætte i sagen om Operation Greed. Mails afslører, at hun var særdeles skeptisk i forhold til en vicestatsadvokats afhøring af et vidne. (Arkivfoto) Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Københavns Byret afviser tirsdag at afsætte tre anklagere i en stor svindelsag, som politiet kalder Operation Greed.

En forsvarer har ment, at de tre har gjort sig inhabile. Han kærer på stedet afgørelsen til landsretten.

Samtidig siger forsvareren, at hans klient, en 62-årig mand, ikke ønsker at besvare spørgsmål, fordi han ikke længere har tillid til, at anklagerne er objektive.

Opgøret finder sted på det 90. retsmøde i sagen, som har et enormt omfang. Den drejer sig om hvidvask for 530 millioner kroner og om unddragelse af skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag for næsten 300 millioner kroner.

Den 62-årige er tiltalt for hvidvask af i alt 484 millioner kroner gennem et vekselbureau.

Protesten mod anklagerne skyldes et broget forløb, hvor en fjerde og overordnet anklager i Bagmandspolitiet afhørte et vidne, inden vidnet skulle afgive forklaring i retten.

Dette strider imod klare retningslinjer fra den øverste anklager, Rigsadvokaten. Disse blev udsendt efter en straffesag mod en anklager i en af sagerne fra Pusher Street i Christiania. Denne anklager blev i 2018 dømt for at misinformere retten om sin kontakt med vidner.

I sagen om Operation Greed foretog en vicestatsadvokat i Bagmandspolitiet i januar afhøringen af et vidne fra Erhvervsstyrelsen.

Forsvareren for den 62-årige, advokat Kristian Braad, har påpeget, at de tre mødende anklagere vildledte retten. Det skete ved at videresende vicestatsadvokatens udtalelse om afhøringen, selv om de vidste, at den ikke var retvisende. Dermed skjulte de oplysninger om forløbet, har han slået fast.

Flere andre forsvarere støtter i tirsdagens retsmøde, at de har mistet tilliden til, at de tre anklagere er objektive.

- Retten må ikke ryste på hånden, lyder opfordringen.

Men i afgørelsen om at lade anklagerne fortsætte lægger byretten vægt på, at afhøringen ikke blev foretaget på deres initiativ.

At de ikke gjorde retten opmærksom på, at vicestatsadvokatens udtalelse ikke var retvisende, gør dem ikke inhabile, lyder det.

Advokat Kristian Braad har måttet gå til byretten for at indsigt i, hvad der er foregået. Aktindsigten afslører, at en af de mødende anklagere var særdeles skeptisk over for vicestatsadvokatens afhøring af vidnet.

'Synes det er en besynderlig fremgangsmåde, håber ikke det giver problemer i retten', skrev hun således om afhøringen.

Advokat Kristian Braad slår fast, at den kontroversielle afhøring også er lodret i strid med princippet om ligestilling mellem anklagemyndighed og forsvaret i straffesager.

- De forsøgte at opnå en uberettiget fordel med afhøringen, siger Kristian Braad til retten.

Anklagerne er meget kontante i deres afvisning af påstanden om inhabilitet:

- Det er et forsøg på at flytte fokus og på at forhale sagen, som det er sket utallige gange før. Det er det seneste fuldstændig udokumenterede angreb på anklagerne, siger specialanklager Natalja Fryd Lindberg.

Sagen i sagen er dog ikke ude af verden. Nu får Østre Landsret mulighed for at vurdere, om anklagere skal afsættes.

Landsretten skal desuden afgøre, om vicestatsadvokaten fra Bagmandspolitiet og de tre anklageres chef skal afhøres. Også det har byretten nemlig afvist.