Byret udviser dømt i terrorsag efter 31 år i Danmark

Tre mænd er idømt fængsel i sag om leverancer af droner og andet udstyr til Islamisk Stat.

En af de tiltalte i terrorsagen om droner og andet udstyr til Islamisk Stat udvises af Danmark, hvor han har boet i 31 år. Samtidig straffes han med fængsel i fire år.

Det er resultatet af en dom fredag i Københavns Byret.

Den 31-årige Umut Olgun er kurder og tyrkisk statsborger. Han er blevet kendt skyldig i at have sendt blandt andet termiske kameraer til organisationen, der står på EU's terrorliste.

Flertallet af dommere begrunder afgørelsen med, at aflytninger har vist, at han er uden respekt for grundlæggende demokratiske værdier. At han har hustru og to børn i Danmark, har ikke så stor betydning, at han kan frifindes for påstanden om udvisning.

Et mindretal vil ikke udvise den 31-årige, der har boet i Brøndby Strand. De mener, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at skride til udvisning. Stemmerne står 8-4 i spørgsmålet om udvisning eller ej.

De to andre dømte i sagen er danske statsborgere. Fady Atef Mohammad, der tidligere har undervist elever på skolen Cph Business, er blevet idømt fængsel i tre år og seks måneder. Han har haft en ledende og koordinerende rolle i sagen, mener flertallet af dommere.

Coskun Ibrahim Simsir, der har været cykelhandler, straffes med fængsel i to år og seks måneder. Begge disse mænd har gennemført over 30 indkøb til Islamisk Stat, har retten slået fast.

Alle tre er blevet dømt for at fremme Islamisk Stats virksomhed ved at forsyne terrororganisationen med droner, hobbyfly, propeller, kameraer og andet.

Under sagen har mændene nægtet sig skyldige. Umut Olgun har siddet varetægtsfængslet i mere end 800 dage.

Alle tre mænd tager betænkningstid med hensyn til en eventuel anke af dommen til Østre Landsret.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere