Campingvogn eksploderet: Fyldt med fyrværkeri

Politiet har mistænke om, at en masse fyrværkeri har fået en campingvogn til at eksplodere mandag morgen

Flere campingvogne står i brand efter en eksplosion på Bokildegårds Camping i Melby i Nordsjælland mandag morgen.

Nordsjællands Politi fik anmeldelsen om eksplosionen klokken 06.12.

- Eftersom man kontinuerligt har hørt nogle knald inde fra campingvognen, formoder man, at der ligger noget fyrværkeri, som eksploderer efterhånden som ilden får fat i det, fortæller pressevagten ved Nordsjællands Politi.

På Twitter skriver politiet, at en 55-årig mand fra Helsingør blev kørt til behandling på hospitalet. Han er dog udskrevet igen.

Se mere video på localeyes.dk

Et område omkring den eksploderede campingvogn er afspærret, mens politiet, brandvæsnet og sprængstofeksperter arbejder på stedet.

Politiet vil ikke bekræfte, at campingvognen har været brugt som fyrværkerilager.

- Det kan jeg ikke sige, at den har. Jeg kan sige, at det virker som om, at der har ligget noget fyrværkeri inde i den.

Ej heller kan de sige noget om, hvorvidt er sket noget kriminelt i forbindelse med eksplosionen.

De anbefaler dog, at man holder sig væk fra stedet, så man ikke forstyrrer politiet og brandvæsnets arbejde.

Nordsjællands Politi oplyser, at oprydningsarbejdet efter eksplosionen kommer til at tage resten af dagen.

Foto: Ole Steen.
Foto: Ole Steen.

Foto: Ole Steen.
Foto: Ole Steen.