Charlie-skribent: I aften er vi alle danskere

Skudangrebet i København bringer sorgen fra Charlie Hebdo-angrebet tilbage, siger skribent på satiremagasinet

Lørdagens skudangreb i København vækker ubehagelige minder om terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Det siger en klummeskribent fra magasinet til det franske nyhedsbureau AFP.

- I aften er vi alle danskere, siger Patrick Pelloux.

Det franske ugeblad var mål for et terrorangreb den 7. januar, hvor 11 personer blev dræbt og lige så mange såret.

To personer tiltvang sig adgang til magasinets lokale, hvor de åbnede ild under et redaktionsmøde.

Ved lørdagens angreb i København blev der skudt mod kulturhuset Krudttønden, som dannede ramme om arrangementet "Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed".

En 40-årig mand er dræbt, mens to PET-vagter og en politibetjent er såret af skud.

- Det er frygteligt, for det er kun en måned efter angrebene i Paris. Det bringer al sorgen tilbage, siger Patrick Pelloux.

Generalsekretæren for den internationale presseorganisation Reportere Uden Grænser deler Charlie Hebdo-skribentens fortvivlelse.

- Det er noget, vi har frygtet efter Charlie Hebdo, siger Christophe Deloire til AFP og uddyber:

- Vi ser at ultraradikale grupper fører an i en krig mod ytringsfriheden, mod friheden til at ringeagte religion og mod den simple frihed til at debattere dem.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere