Charlotte ringede 112: Blødende mand faldt om foran min dør

Alvorligt såret mand bad fodterapeut om hjælp, før han faldt om - manden er i livsfare

Video: Per Rasmussen

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Opdatering: Den knivstukkede mand afgik tirsdag eftermiddag ved døden.

Da Charlotte Mosegaard hørte råben udenfor hoveddøren til sin klinik for fodterapi, skyndte hun sig ud for at se, hvad der foregik.

- Der kom en meget blødende mand imod mig og bad mig om at ringe 112. Det var så det, jeg gjorde, siger den 53-årige statsautoriserede fodterapeut til Ekstra Bladet.

Hun oplevede på tætteste hold det drama, der tirsdag morgen har fået politi og redningsmandskab til at rykke massivt ud ved Holbæk Havn.

Herfra er en alvorligt såret mand blevet hentet, efter at Charlotte Mosegaard ringede efter hjælp.

Offeret er ifølge politiet i livsfare, efter at han formentlig er blevet stukket med kniv.

Politiet har anholdt tre mænd, og man arbejder lige nu på at afklare, hvilken rolle de har i sagen, oplyser kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Charlotte Mosegaard er rystet over formiddagens voldsomme begivenhed. Foto: Per Rasmussen
Charlotte Mosegaard er rystet over formiddagens voldsomme begivenhed. Foto: Per Rasmussen
 

- Det var en grim oplevelse. Han kom gående eller vaklende op ad vejen og faldt om herude foran min dør, mens jeg hentede telefonen for at ringe 112. Imens kom mine naboer, som er fysioterapeuter. De fik ham vendt om, så de kunne give ham hjertemassage, fortæller kvinden, der betegner området, som et normalt pænt, stille og roligt kvarter.

Ifølge Charlotte Mosegaard blødte manden kraftigt.

Hun vurderer, at politi og redningsmandskab ankom til stedet, omkring ti minutter efter hun havde ringet til alarmcentralen.

Se også: Såret mand fundet på gade

En lægehelikopter måtte lande på havnen, da Lindevej, hvor den alvorligt sårede mand faldt om, er for smal til landing af en helikopter.

Vejen er spærret af, mens politiet arbejder på stedet.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi har der været et internt opgør mellem den sårede og de anholdte.

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

1 af 3 Foto: Per Rasmussen
2 af 3 Foto: Per Rasmussen
3 af 3 Charlotte Mosegaard er rystet, efter at en blødende mand tidligere tirsdag vaklede mod hende og bad hende om hjælp. Foto: Per Rasmussen