Chicago-borgmester kritiserer beslutning om at droppe Smollett-sag

Chicagos borgmester, Rahm Emanuel, kalder beslutningen om at frafalde anklagerne mod skuespiller Jussie Smollett for 'en hvidvaskning af retfærdigheden'

Smollett forlader retten, efter anklagerne mod ham blev droppet. Foto: Kamil Krzaczynski/Ritzau Scanpix
Smollett forlader retten, efter anklagerne mod ham blev droppet. Foto: Kamil Krzaczynski/Ritzau Scanpix

Chicagos borgmester, Rahm Emanuel, kritiserer nu beslutningen om at frafalde anklagerne mod skuespiller Jussie Smollett, der var tiltalt for at iscenesætte et racistisk og homofobisk overfald på sig selv.

Det skriver AP.

Se også: Alle anklager mod skuespiller Jussie Smollet er droppet

Borgmesteren kalder blandt andet beslutningen for 'en hvidvaskning af retfærdigheden'. Han kritiserer skuespilleren for ikke at tage noget ansvar på trods af - hvad han betegner som - overvældende beviser mod ham.

Desuden er han træt af, at Smollett efter hans mening skader byens omdømme. Med en harmdirrende stemme spurgte borgmesteren blandt andet den fremmødte presse:

- Er der ingen anstændighed i den mand?

Smollett holder dog stadigvæk fast i sin oprindelige version af historien og påstår, at han har været sandfærdig fra første dag.