Chokerede naboer til dræbt 56-årig: - Det er dybt tragisk

Naboer til den mand, der lørdag blev fundet dræbt i sit hjem i Bogense, er rystede over, at sådan noget kunne ske

(Foto: Thomas Gregersen/fyens.dk)
(Foto: Thomas Gregersen/fyens.dk)

- Det er frygteligt. Nu har jeg boet her siden 2012 og har ikke oplevet sådan noget før. Det kommer tæt på. Jeg kan stå fra mit køkkenvindue og se direkte derover.

Sådan siger Richard Lunding, 65, der er nabo til den 56-årige mand, som lørdag formiddag blev fundet dræbt i sit hjem på Skovvej i Bogense. Han var ifølge Fyns Politi blevet kvalt med en snor.

Richard Lunding kendte ikke den 56-årige, men ved, hvem der er tale om. Han blev chokeret, da han hørte om drabet i tv.

- Jeg tænkte: 'Hvad satan er det for noget'. Og så lige over for mig.

(Foto: Thomas Gregersen/fyens.dk) 112 - 21. maj. 2016 - kl. 17:09 Nye detaljer om drab på Fyn

'Vi er meget kede af det'
Det var en hjemmehjælper, der fandt den dræbte i hans hjem. Ifølge en nabo var manden handicappet og talte ikke ret godt, mens en anden fortæller, at han var svækket.

Ifølge naboerne var den 56-årige altid imødekommende og hilste pænt. 

- Det er forfærdeligt trist. Vi er meget kede af det, siger en nabo, der gerne vil være anonym.

- Det berører os. Det er da uhyggeligt, at et menneske skal herfra på den måde. Det ønsker man ikke for nogen, siger hun og fortæller, at hun tænker på de pårørende og på den hjemmehjælper, der fandt den dræbte.

- Det er dybt tragisk, siger hun.

En anden nabo, der også ønsker at være anonym, men hvis identitet er redaktionen bekendt, kalder det 'skrækkeligt', hvad der er sket.

Se også: Død mand fundet i lejlighed: Person anholdt

36-årig litauisk mand anholdt
På adressen, hvor den 56-årige blev fundet død, lå en litauisk mand og sov, da hjemmehjælperen kom til stedet. Den 36-årige litauer blev anholdt af politiet og sigtet for drab.

Han blev lørdag aften afhørt af politiet ved hjælp af en tolk, og søndag fremstilles han i grundlovsforhør.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvorvidt den afdøde og den anholdte kendte hinanden.

- Jeg ved det ikke. Men der er noget, der tyder på, at han (den 36-årige, red.) ikke har fast bopæl i Danmark. De foreløbige afhøringer tyder på, at de har lært hinanden at kende i går aftes, siger Henrik Justesen, vicepolitiinspektør hos Fyns Politi.

Politiet kan heller ikke udtale sig om motivet, eller om den anholdte erkender eller nægter drab.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere