Christianitter til politiet: Se, vi har jeres kamera lige her

Fem en halv time fik politiets overvågningskameraer lov at hænge i Fristaden, før de blev pillet ned, lørdag - men betjentene fik lov at gense kameraet

Et af de meget omtalte overvågningskameraer kom med til kamp, da politiet og christianitternes mødtes på fodboldbanen. - Jeg tænkte, at de lige skulle have muligheden for at se det med deres egne øjne, siger en af de mænd, der i går ved 13.30-tiden rev to kameraer ned fra Pusher Street. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Et af de meget omtalte overvågningskameraer kom med til kamp, da politiet og christianitternes mødtes på fodboldbanen. - Jeg tænkte, at de lige skulle have muligheden for at se det med deres egne øjne, siger en af de mænd, der i går ved 13.30-tiden rev to kameraer ned fra Pusher Street. Foto: Tariq Mikkel Khan.

Mindre end halvanden time efter, at fire-fem ukendte gerningsmænd, bevæbnet med et langt tov, rev politiets overvågningskameraer ned fra Pusher Street, tørnede politi og christianitterne sammen.

Under en kilometer fra Fristaden dannede Kløvermarkens græsbaner lørdag kampplads for et 90 minutters langt slag mellem de to fronter.

Der blev kæmpet for det på banen, da politiet og Christianias hold CSC tørnede sammen på Kløvermarken lørdag. Men de skarpt optrukne linjer fra parternes kampe i Pusher Street var ikke med på inde på banen i form af beskidte tacklinger og hadske tilråb. Foto: Tariq Mikkel Khan
Der blev kæmpet for det på banen, da politiet og Christianias hold CSC tørnede sammen på Kløvermarken lørdag. Men de skarpt optrukne linjer fra parternes kampe i Pusher Street var ikke med på inde på banen i form af beskidte tacklinger og hadske tilråb. Foto: Tariq Mikkel Khan

Våben som politistave, skudsikre veste og tåregas var dog pakket langt væk (det samme var rebet tilsyneladende, red.), og kampuniformen bestod i stedet af benskinner, støvleknopper og teknisk snilde. Romerlys var der heller ikke. De var - blandt det ene holds tilhængere - erstattet af røg fra hjemmerullede joints.

Men christianitterne, hvis tilhængere udgjorde størstedelen af de cirka 500 publikummer, havde dog en særlig 'gave' med til ordensmagten.

Her river de kameraet ned - igen. (Privatoptagelser)

Et af de to overvågningskameraer, der cirka 13.30 lørdag eftermiddag var blevet pillet ned fra Pusher Street, havde nemlig indtaget en plads på sidelinjen.

- Nu nåede det jo ikke at hænge derude (i Pusher Street, red.) længe nok, til at de fik det at se med egne øjne. Så jeg tænkte, at de lige skulle have muligheden, siger en af mændene bag nedrivningen, og griner højlydt.

Da han godt ved, at politiet nok ikke udråber ham som månedens christianit, vil han ikke have sit navn frem, men han forklarer om det cirka 40 centimeter lange, hvide og flere kilo tunge overvågningsudstyr, at det bestemt ikke skal køres på genbrugspladsen.

- Nej, for fanden. Efter kampen skal det med mig hjem. Jeg hænger det op som et kunstværk i mit kolonihavehus.

 

Hvor nedrivningen af kameraerne for anden dag i træk vakte stor jubel blandt flere tilskuere, er politiet langt fra begejstrede.

- Nu er tålmodigheden ved at være slut. Vi har prøvet dialogens vej et par dage nu, og det er noget man skulle betragte som 'noget, vi gør for jer'. Det er jo en kamp mellem politiet og hashhandlerne - ikke mellem christianitterne og politiet, siger leder af København Politis Task Force Pusher Street, Dannie Rise.

- Vi annoncerer ikke, hvornår vi kommer, men nu har vi prøvet et par gange. Det har denne effekt, så nu prøver vi andre muligheder, understreger han.

Hvad de 'andre muligheder' er, går politiet nu i tænkeboks omkring. Det kan blandt andet være skjulte kameraer. For overvåget, det bliver der, lover Dannie Rise.

- Det bliver overvåget på den ene eller anden måde. Vi skal bare finde ud af, hvad der er smartest.

 

112 - 24. sep. 2016 - kl. 14:30 Her bliver kamera i Pusherstreet revet ned - igen igen

Se også: Kamerakrigen fortsætter: Politi på morgenvisit på Christiania

De seneste ugers tumult på Fristaden lod ikke til at påvirke spillerne inden for kridtstregerne. Der blev hverken tacklet hårdere eller råbt højere, end under en hvilken som helst tilfældig serie 1-kamp.

Politiet, der havde revanche til gode efter seneste nederlag på 4-1 ved årets Roskilde Festival, kunne dog ikke vende nederlaget med kameraerne i Pusher Street til en sejr på grønsværen. Opgøret endte 0-0.

 

 

Skærm

Hent flere
Hent flere