Cirkusarbejder udvist: - Ville købe en gave

En polsk medarbejder er blevet dømt for tyveri. Hans yngre kollega blev frifundet

En 34-årig polsk mand, der indtil for nylig arbejdede for Cirkus Arena, blev tirsdag dømt for butikstyveri ved retten i Svendborg.

Det skriver fyens.dk.

Manden var sammen med en 26-årig kollega og landsmand tiltalt for 17. juni at have begået tyveri i en Intersport-forretning i Nyborg i forbindelse med, at Cirkus Arena var i byen.

Således blev de anholdt få timer før en forestilling, da den ældste af de to havde inviteret den anden ind til byen.

Her kom de forbi Intersport på Gl. Torv i byen, hvor det viste sig, at den 34-årige stjal en jakke og en vest, som han forsøgte at smugle ud i en såkaldt russer-pose, som er en taske, der er foret med sølvpapir, så alarmerne på tøjet ikke aktiverer alarmen ved udgangen.

I retten havde den 34-årige imidlertid hævdet, at det slet ikke var formålet at stjæle på turen.

- Jeg ville købe en gave til min kone, forklarede han i grundlovsforhøret, hvilket han bekræftede i retten.

Han erkender dog, at han begik tyveriet.

På trods af russer-posen fattede butikspersonalet dog mistanke, og med hjælp fra kunder og folk på gaden lykkedes det at tilbageholde de to mænd, indtil politiet nåede frem.

Senere viste det sig, at den 34-årige også tidligere på dagen havde stjålet fra den samme butik.

Den 26-årige har dog hele tiden fastholdt, at han ikke vidste, at den 34-årige ville stjæle, og det fastholdt han også i retten.

Den forklaring godtog retten, og den 26-årige blev derfor frifundet.

Samtidig anså retten det for skærpende, at den 34-årige havde medbragt en russer-pose, idet tyveriet derfor virkede planlagt og professionelt.

Han blev derfor idømt 30 dages fængsel og udvisning fra Danmark. Manden modtog dommen og vil blive sendt ud af landet, når han har afsonet fængselsstraffen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere