Citybois-Anthon tiltalt: Jeg var ung og naiv

Anthon Edwards Knudtzon er på anklagebænken i den såkaldte Umbrella-sag, hvor over 1150 personer er anklaget for at have delt seksuelt krænkende videoer af to 15-årige

Anthon Edwards Knudtzon kommer ikke til at optræde ved TV2s store 'Knæk Cancer Live'. Foto: Per Lange
Anthon Edwards Knudtzon kommer ikke til at optræde ved TV2s store 'Knæk Cancer Live'. Foto: Per Lange

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): - Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg sendte den videre. Det var dumt, sagde 20-årige Anthon Edwards Knudtzon flere gange under sin forklaring i Københavns Byret.

Her er han tiltalt for som 16-årige i 2015 at have delt to krænkende videoer med intime seksuelle optagelser af en dengang 15-årig pige og dreng til to drenge og en pige via Messenger. Heraf gik to af dem i hans 9. klasse.

Han grinte af og til lidt efter sine svar på en måde, som mere lød som vantro og nervøsitet end et rigtigt grin. Og efter han var færdig med at forklare sig, kunne man se, at røde plamager havde bredt sig på hans kinder.

Se også: Citybois-stjerne på anklagebænken: Virker forknyt

Anthon Edwards Knudtzon nægter sig skyldig, men erkender, at han har delt videoerne via Messenger, selvom han kun mindes at have delt den ene.

Sagen er en del fa Umbrella-komplekset, hvor der hidtil er givet straffe fra bøder til betingede domme mellem 20 og 40 dages betinget fængsel foruden anmærkninger på børneattesten, hvis man bliver dømt for deling af børnepornografisk materiale.

Anthon Edwards Knudtzon mener, at han fik videoerne til en fest af en fyr, men kan ikke helt huske, hvorfor han fik dem. Og slet ikke, hvorfor han sendte dem videre.

- Jeg havde 9. klasses-hoved. Jeg var ung og naiv. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, sagde han og tilføjede, at det bestemt ikke var normalt at dele den slags videoer med pornografisk indhold. 

Han forklarede, at han aldrig har hørt om pigen, men perifært om drengen.

Om videoerne sagde han:

- Jeg tror, det var en ting dengang. Jeg tror, at det var noget, man talte om.

Indholdet kunne han dog ikke huske meget om.

- Jeg har skimmet dem. Jeg har højst set 8-9-10 sekunder af dem. Jeg bed mærke i, at der skete noget seksuelt, og så gik jeg videre. Jeg ved bare, at der er nogen, der er nøgne. Jeg kan huske, at det er seksuelt, andet kan jeg ikke huske, sagde han.

På anklagerens spørgsmål om, hvad han tænkte om videoerne, svarede han;

- Jeg tænkte, at det var usmageligt. At det var seksuelt indhold.

- Hvorfor var det usmageligt, spurgte anklageren.

- Fordi det så groft ud, sagde han, uden at han kunne beskrive det nærmere på anklagerens spørgsmål.

- Seksuelt indhold kan godt være groft for en 9. klasse, sagde han bare og gentog, at han virkelig ikke havde nogen anelse om, hvorfor han delte videoerne.

På sin forsvarers spørgsmål om, hvorvidt han fik tilsendt mange ting, sagde han:

- Jeg er jo en offentlig person, så det er ikke sjældent, at jeg får ting ind i min indbakke. Der ryger dagligt beskeder ind fra personer, jeg ikke kender. Ting, som jeg virkelig ikke har bedt om.

Hans forklaring er nu slut, og der er nu lukkede døre, hvor videoerne bliver vist.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere