Corona giver stort dyk i anmeldelser af indbrud

Indbrudstyve droppede villaer og lejligheder i Nordsjælland i et helt døgn. Måske søger de andre steder hen

Politiet var fredag formiddag ude med en advarsel til danskerne - nu vanker der bøder, hvis man opholder sig i større forsamlinger. Video: Ritzau Scanpix.

Landets hårdest ramte område, når det gælder indbrud, har på grund af coronakrisen oplevet et stort nul på døgnrapporten.

Nordsjællands Politi fik i døgnet fra torsdag morgen til fredag morgen ikke én eneste anmeldelse om indbrud i privat beboelse.

Og det er første gang i nyere tid, lyder det i en pressemeddelelse fra politidirektør Jens-Christian Bülow.

- Forklaringen skal nok primært findes i, at mange borgere i øjeblikket befinder sig på deres egen bopæl, udtaler han.

Politidirektøren siger, at han er glad, for 'det er ingen hemmelighed, at indbrud generelt er en stor udfordring her i kredsen'.

Faktisk har Nordsjællands Politi i flere år ligget i top, når man beregner antallet af indbrud per 1000 borgere. Også selv om belastningen er aftaget de seneste år.

I fredagens pressemeddelelse siger politiet, at man vil følge udviklingen for at se, om de kriminelle i stedet for at gå på rov i villaer og lejligheder nu vælger at begå indbrud i virksomheder og i institutioner.

I 2018 blev der anmeldt 6635 indbrud i politikredsen, fremgår det af tal fra Rigspolitiet.

Også i en anden politikreds var der forleden løftede øjenbryn over færre anmeldelser om indbrud. Det var Midt- og Vestsjællands Politi, som bed mærke i et stort fald lørdag og søndag.