Coronasvindel afsløret: Kvindelig direktør anholdt

En 45-årig kvindelig direktør og en 53-årig mandlig leder af et byggefirma har ifølge politiet snydt sig til 1,7 millioner kroner fra den midlertidige lønkompensationsordning

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En 45-årig kvindelig direktør og en 53-årig mandlig leder er tirsdag formiddag blevet anholdt og sigtet for svig med offentlige midler.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

De to er beskæftiget i et selskab i byggebranchen med base i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds.

Anholdelserne sker efter en kort og intens efterforskning, skriver politiet. Det er politiets opfattelse, at de har snydt sig til 1,7 millioner kroner fra den lønkompensationsordning, som regeringen har taget initiativ til under coronakrisen.

Politiet har også sigtet de to for hvidvask for et millionbeløb.

Politiet oplyser, at der lige nu foregår ransagninger som konsekvens af sagen. Politiet har allerede beslaglagt et større pengebeløb.

- Samfundet ser med stor alvor på sager om økonomisk kriminalitet mod staten under covid-19-krisen. Politiets intensive efterforskning med anholdelse, ransagninger og fremstilling i retten afspejler også sagens nuværende omfang, og den prioritering vi som samfund må have overfor denne type kriminalitet. Der er konkret sigtet for forhold, som under den midlertidige kriselovgivning kan give 4-dobbelt straf, siger politiinspektør Kim Kliver.

De to bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster, hvor de vil blive forlangt varetægtsfængslet.