Cpr-numre og billeder af kvinders underliv stjålet fra privathospital

Scannerne koster 300.000-400.000 kroner stykket, og ifølge hospitalet er tyveriet sket med henblik på at sælge dem videre i udlandet

To gynækologiske ultralydsscannere med cpr-numre og scanningsbilleder fra 666 kvinder er blevet stjålet fra privathospialet Aleris-Hamlet i Søborg udenfor København.

Det bekræfter Michael Gram Kirkegaard, administrerende direktør og konstitueret hospitalschef på Aleris-Hamlet over for Jyllands-Posten.

Privathospitalet har orienteret alle de kvinder, som har fået en gynækologisk scanning inden for det seneste år.

Scannerne koster 300.000-400.000 kroner stykket, og ifølge Michael Gram Kirkegaard er tyveriet formentlig sket med henblik på at sælge maskinerne videre i udlandet - ikke for at misbruge de personfølsomme oplysninger.

Password-beskyttet
Hospitalsdirektøren kalder risikoen for misbrug af oplysningerne 'minimal'.

- Vi er pokkers ærgerlige over den bekymring, det har skabt hos kvinderne. Vi har forklaret dem, at de ikke har grund til at være bekymrede for misbrug, da scannerne er passwordbeskyttede, så man ikke umiddelbart kan få adgang til cpr-numrene og scanningsbillederne, og at scannerne formodentlig er stjålet med videresalg for øje og ikke for misbrug af cpr-numre, siger direktøren til Jyllands-Posten.

Københavns Vestegns Politi bekræfter over for Jyllands-Posten, at man efterforsker tyveriet, som fandt sted natten til 13. juni.

Ekstra Bladet arbejder på at få en uddybende kommentar fra politiet.

Se også: Colombianere stjal hospitalsudstyr for 13 millioner kroner

Det er ikke første gang, der bliver stjålet dyrt hospitalsudstyr fra danske hospitaler.

I oktober 2019 blev seks colombianere hver idømt to og et halvt års fængsel same udvisning for at have stjålet hospitalsudstyr for omkring 13 millioner kroner fra Regionshospitalet i Herning.

Derudover blev de dømt for at forsøge at stjæle udstyr for omkring 17 millioner kroner fra Sydvestjysk Sygehus. Forsøget mislykkedes dog, da de ikke kunne finde udstyret.

Der var tale om udstyr, der bruges ved kikkertundersøgelser til at afsløre kræft i kroppen.