Cyklist død efter tragisk ulykke: Fik skåret halsen over

En cyklist har tirsdag mistet livet i en tragisk ulykke, hvor han ramte en parkeret bil

Her ses den bil, manden ramte. (Foto: Steven Knap/Droto.dk)
Her ses den bil, manden ramte. (Foto: Steven Knap/Droto.dk)

En 39-årig cyklist har tirsdag mistet livet, efter han ramte en parkeret bil i Søborg. Det fortæller vagtchef fra Københavns Vestegns Politi.

Manden ramte bilen og slog hul på ruden med sin cykelhjelm. Bevidstløs faldt manden ned over ruden og fik skåret halsen over.

- Han rammer bagruden, og hans hjelm er med til at slå hul i ruden. Og i og med at han bliver slået bevidstløs, falder han ned over den smadrede rude og får skåret halsen over. Han blev overført til Rigshospitalet, hvor han nu er afgået ved døden klokken 17.36, siger vagtchef Lars Jørgensen.

Ulykken skete på Grønnemose Allé, hvor manden på sin racercykel ramte den lovligt parkerede bil bagfra.

Manden var far til to børn og var fra Herlev.

De pårørende er blevet underrettet.