Dagtilbudschef: Det skete på legepladsen da 4-årig pige forsvandt

Ansatte var optaget af at håndtere børn, som havde sovet til middag på tidspunktet, hvor pige blev bortført fra Børnehuset på Snogebæksvej

(Optagelser: Ernst van Norde)

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Det var ikke, fordi der var sygemeldinger, og fem urutinerede vikarer var blevet kaldt på job, at det onsdag ifølge sigtelsen kunne lade sig gøre for en 33-årig mand at bortføre og sexmisbruge en blot 4-årig pige fra Børnehuset på Snogebæksvej i Aarhus V.

Det fortæller Aarhus Kommunes chef for skoler, daginstitutioner og fritidstilbud, Søren Aakjær, til Ekstra Bladet.

Faktisk var dagen som de fleste andre, hævder dagtilbudschefen, som har fået den foreløbige redegørelse over hændelsesforløbet. Han understreger, at redegørelsen indtil videre er ufuldstændig med oplysninger, som peger i forskellige retninger. Blandt andet hvad angår præcise tidspunkter.

Søren Aakjær er ked af, at der er opstået rygter om, at der var for få pædagoger til stede i institutionen. Det var der ikke, hævder han.

- Der var den helt normale bemanding, som der nu engang er i forhold til den normering, der er politisk besluttet, siger dagtilbudschefen til Ekstra Bladet.

Pige var væk en time
En 33-årig mand blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for omkring middagstid onsdag at have bortført en 4-årig pige fra institutionen, som han efter politiets opfattelse frihedsberøvede i cirka en time.

Se også: Hvem kom lille Aarhus-pige til hjælp efter sex-misbrug?

Under frihedsberøvelsen er det også politiets opfattelse, at manden har sexmisbrugt pigen. Det skete i en bolig i nærområdet, hvor han var kørt hen med pigen efter bortførelsen. I boligen gav han pigen chokoladekiks, og hun fik også lov til at hilse på to hunde, har pigen givet udtryk for over for sin stedfar.

Hegnet på legepladsen er ikke højere, end at det kan lade sig gøre for en voksen at række armene ind over og eksempelvis løfte et barn ud. Foto: Ernst Van Norde
Hegnet på legepladsen er ikke højere, end at det kan lade sig gøre for en voksen at række armene ind over og eksempelvis løfte et barn ud. Foto: Ernst Van Norde

Det er pigens stedfars opfattelse, at pigen har været tæt på hegnet, som omkranser børnehavens legeplads, da manden har rakt ind over hegnet og har fjernet hende.

Ingen opdagede det
Det hele skete, uden at nogen fra børnehaven opdagede noget. Pigen blev senere leveret tilbage til børnehaven af en mand, som havde truffet hende på en sti i boligområdet.

Se også: Fortvivlet mor efter bortførelse: Jeg advarede om sexkrænker

Ifølge redegørelsen, som dagtilbudschefen har fået, sov mange af den integrerede institutions børn til middag, da bortførelsen af pigen skete. Flere ansatte var derfor optaget af at hjælpe børn i gang igen efter middagssøvnen.

- Men der var ikke kun en pædagog på legepladsen, sådan som nogen har fået opfattelsen af. Der var to. Fordi nogle børn sov til middag, var der lidt færre på legepladsen end ellers. Men det er ikke sådan, at den ene var på vej ind eller sådan noget, siger Søren Aakjær.

Der er flere steder på legepladsen, hvor det kan lade sig gøre for børn at skjule sig i buskadser tæt på hegnet, der omgiver legepladsen. Måske skal buskadserne fjernes. Googlemaps
Der er flere steder på legepladsen, hvor det kan lade sig gøre for børn at skjule sig i buskadser tæt på hegnet, der omgiver legepladsen. Måske skal buskadserne fjernes. Googlemaps

Han vil endnu ikke drage nogen konklusioner på baggrund af den foreløbige redegørelse. Men han fortæller, at han vil blive overrasket, hvis det viser sig, at der er sket tjenstlige forsømmelser.

- Vi forlanger, at pædagogerne laver gode og sunde læringsmiljøer. Og har fokus på at lære børn at lege selv i mindre grupper, bygge huler og at gemme sig. Vi er faktisk meget optaget af ikke at overvåge børn, siger Søren Aakjær.

Se også: Stedfar til bortført fireårig: Gerningsmanden gav hende chokoladekiks

Buskadser slører udsyn
Det er netop et sted på legepladsen, hvor børnene har mulighed for at lege selv, at pigen formentlig er blevet bortført fra, Et hegn omgiver legepladsen. Og uden for hegnet er en offentlig sti, hvor der ofte går mennesker. Flere buskadser er med til at gøre det noget mere vanskeligt for de tilstedeværende pædagoger at holde øje med børnene, hvis de opholder sig præcist på det sted, som pigen formentlig har gjort.

Sådan ser hegnet ud ind til legepladsen. Foto: Ernst Van Norde
Sådan ser hegnet ud ind til legepladsen. Foto: Ernst Van Norde
 

Og det kan komme på tale at få ryddet buskadset. Måske endda også at sætte et større hegn op, fortæller Søren Aakjær.

- Set i lyset af denne meget ulykkelige sag, kan jeg forstå, hvis forældrene er bekymret. Det er bare vigtigt at understrege, at vi er nødt til at have en balance. Vi er nødt til en gang imellem at slippe børn lidt fri for, at de kan lære at stå på egne ben, fortsætter dagtilbudschefen.

- Når vi bliver udfordret på den norm, så er vi nødt til at overveje, om vi har fundet den rigtige balance. Denne sag må ikke gøre det hele. Vi må have en grundig diskussion. Der er følgevirkninger, hvis vi laver overvågning. Børnene kan ikke udvikle sig på egen hånd, når der er voksne til stede hele tiden.

Se også: Mand sigtes for voldtægt af 4-årig pige i Aarhus

Meget grov sag
Aakjær deltog torsdag i et møde med personalet i Børnehuset. Her er alle naturligvis chokerede. Og dagtilbudschefen kunne også fortælle, at sagen - hvad angår grovhed - ikke er set lignende i Aarhus i mange, mange år.

- Det kommer jo bag på os, at man kan være så kold, at man kan snuppe et barn i et dagtilbud og køre det hjem, eller hvor han nu er kørt hen, og aflevere barnet igen, siger Søren Aakjær.

Det er endnu uklart hvor præcist, den fire-årige pige stod, da hun blev løftet over hegnet, som omgiver legepladsen. Foto: Ernst Van Norde
Det er endnu uklart hvor præcist, den fire-årige pige stod, da hun blev løftet over hegnet, som omgiver legepladsen. Foto: Ernst Van Norde
 

- Det er naturligt, at vi efter sådan en episode diskuterer, om der er behov for at lave om på de normer, der gælder i samfundet - blandt andet at der ikke i Danmark er tradition for at lave et flere meter højt sikkerhedshegn og at have aflåste døre i institutionerne.

Søren Aakjær deltager i et møde med forældrene i institutionen fredag eftermiddag, fortæller han til Ekstra Bladet.

Den 33-årige sexsigtede er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Pigen har ifølge Søren Aakjær gennemgået en retsteknisk undersøgelse og får sammen med sin familie stillet den fulde pakke til rådighed, som tilbydes fra regionernes børnehuse og fra Aarhus Kommunes forvaltning for Sociale Forhold. Det drejer sig blandt andet om samtaler med børnepsykolog.

Den 33-årige mand nægtede sig under grundlovsforhøret skyldig i sigtelsen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere