Danmarks største hash-sag: 16 personer dømt

Mandag faldt der dom i den anden af i alt seks sager om salg af hash i Pusher Street på Christiania

Politiet rydder Pusher Street på Christiania. Foto: Polfoto.
Politiet rydder Pusher Street på Christiania. Foto: Polfoto.

Der var både jubel, gråd og protest-opråb, da der mandag middag faldt dom i den anden af i alt seks store sager om hassalg på Christiania. 16 personer blev mandag kendt skyldige og idømt fængselsstraffe på op til fem års fængsel. Tilsammen fik de 16 mænd en dom på 47 år og tre måneders fængsel.

- Vi har lagt vægt på, at der er koncentreret hashsalg på Christiania, og når politiet er til stede, flygter folk og kommer bagefter maskeret for at konfrontere politiet, sagde retsformand Kim K. Gabriel i retten.

- Hashsalget på Christiania er organiseret, og vi har fundet alle tiltalte skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet.

Domsafsigelsen skete under et massivt fremmøde af pårørende, der var mødt op for at støtte de tiltalte. Der blev uddelt kys og lange kram, og både pårørende og tiltalte piftede, klappede og protesterede ivrigt, da hver enkel dom blev læst op.

Se også: 16 personer dømt i sag om hashsalg på Christiania

Slipper for udvisning

De 16 mænd havde ifølge tiltalen alle medvirket til at sælge et kilo hash om dagen fra en af fire hash-boder i Pusher Street. Udover fængselsstraffe fik alle konfiskeret store pengebeløb svarende til det beløb, de har tjent på at sælge hash. Den længste straf lød på fem års fængsel, mens den korteste fængselsstraf er på et år og tre måneder.

Anklagemyndigheden krævede desuden to af mændene udvist, men det kom anklageren ikke i land med. Den ene slipper for udvisning, mens den anden blev idømt en straf på to års betinget udvisning. 

For manden der fik en betinget udvisning betyder det, at han nu bliver løsladt for en periode, da han ikke længere skal sidde varetægtsfængslet. Grunden til at den dømte slap med en betinget udvisning var blandt andet hans familie i Danmark bestående af en dansk kone og en søn på otte måneder.

- Jeg glæder mig helt ubeskriveligt til at komme hjem til min kone og min søn. Jeg har fået en betinget udvisningsdom, så jeg har ikke tænkt mig at fortsætte med at sælge. Det kan ikke betale sig, sagde han til Ekstra Bladet.

Selvom ønsket om udvisning ikke blev opfyldt, var specialanklager Laura Birch særdeles tilfreds med dagens resultat. 

- Jeg er en glad anklager i dag. Jeg ved ikke, om man skal være glad for at sende folk i fængsel, men det er nu engang en del af mit job. Jeg har lagt et meget stort stykke arbejde i den her sag, sagde Laura Birch efter domsafsigelsen. 

Se også: Politiet tog Christiania-hash for 116 mio. kroner i 2014

Forsvarer kritiserer afgørelse

Forsvarer for to af de dømte, advokat Hugo Steinmetz, var til gengæld rystet over byrettens afgørelse. Det skyldes, at flere af de dømte er blevet holdt ansvarlig for hashsalg, som er foregået på dage, hvor den pågældende person ikke har været fysisk til stede i en bod. 

- Det er rystende, at man kan blive dømt for hashsalg på dage, hvor man slet ikke har været på Christiania. Jeg savner en nærmere juridisk forklaring på det her regnestykke, som anklagemyndigheden og politiet har foretaget sagde Hugo Steinmetz efter afgørelsen. 

Forsvarsadvokat Poul Hauch Fenger er ligeledes utilfreds med dagens afgørelse. Hans klient har fået en dom på tre års fængsel, men han mener ikke, at bevisførelsen er sket på tilstrækkeligt grundlag.

- Min klient har en helt underordnet rolle i sagen - det er alene et meget begrænset antal dage ud af de samlede cirka 15 måneder, hvor der er bevis mod ham. Medvirkensansvaret er strukket meget vidt, også når man ser på bevismaterialet i sagen, herunder ikke mindst måden det er indsamlet på, sagde han til Ekstra Bladet.

Både Hugo Steinmetz og Poul Fenger har sammen med deres klienter valgt at anke mandagens afgørelse til landsretten. I alt valgte otte af de dømte at anke dommen på stedet, mens resten har taget 14 dages betænkningstid.

Resten af ugen afsiges der hver dag dom i de resterende fire sager, som udspringer af politiets ’Operation Nordlys’. Yderligere 50 personer venter dermed på at få afgjort, hvorvidt de skal i fængsel eller ej. 

Næste dom falder i Københavns byret tirsdag klokken 9.30.

Mandag blev 16 personer i Københavns Byret idømt straffe på op til fem års fængsel for hashsalg. Tilsammen fik de 16 mænd en dom på 47 år og tre måneders fængsel. Hvad synes du?

Se resultat

Mandag blev 16 personer i Københavns Byret idømt straffe på op til fem års fængsel for hashsalg. Tilsammen fik de 16 mænd en dom på 47 år og tre måneders fængsel. Hvad synes du?

Din stemme er modtaget

Vis afstemning

Fejl

Der skete desværre en fejl, prøv igen senere.
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen