Danmarks største hashsag: De sidste 10 dømt skyldige

I den sidste af i alt seks sager om hashsalg på Pusher Street i Christiania er 10 ud af 10 dømt skyldige

I alt 76 personer var tiltalt i sagskomplekset, der kaldes Danmarks største hashsag. Foto: Jens Dresling
I alt 76 personer var tiltalt i sagskomplekset, der kaldes Danmarks største hashsag. Foto: Jens Dresling

Med yderligere 10 dømte er Københavns Byret fredag eftermiddag nået til vejs ende i det, der kaldes Danmarks største hashsag.

I alt 76 personer var tiltalt i sagskomplekset, som har været delt op i seks sager om organiseret hashsalg på Christianias Pusher Street. Alle 76 er idømt fængselsstraffe af varierende længde.

Den højeste afsagte straf fredag lød på fem år og seks måneders fængsel, mens den laveste straf var et år bag tremmer.

Den sidste af de seks sager adskiller sig fra de andre ved, at det gennemsnitlige salg fra sagens hashbod 13 dagligt er højere end boderne i de øvrige sager, nemlig lidt over halvandet kilo om dagen.

Det er løbet op i 737 kilo for flere af de dømtes vedkommende.

I de andre sager er bodernes indehavere og medarbejdere dømt for at sælge eller medvirke til at sælge cirka et kilo hash om dagen.

Fakta: ’Danmarks største hash-sag’

I 2012 nedsatte Københavns Politi enheden Task Force Pusher Street, som havde til formål at bekæmpe hashhandel på Christiania. Enheden indledte Operation Nordlys, hvor forklædte politifolk købte hash i små portioner fra forskellige boder på fristaden. Aflytninger, videooptagelser og andre metoder indgik også i efterforskningen.

Operation Nordlys førte 13. marts 2014 til anholdelse af 77 personer, som er tiltalt i seks sager fordelt over 25 hash-boder. Boderne skal ifølge politiet have solgt næsten 8,5 ton hash siden september 2012.

I denne uge afsluttes fem af de seks sager. Tidligere på året faldt der dom i den første.

13. februar blev syv mænd og tre kvinder dømt skyldige i den første af de seks sager. De blev sammenlagt straffet med fængsel i 23 år og seks måneder.

23. marts blev 16 mænd kendt skyldige i organiseret hashsalg. Samlet fik de fængselsstraffe på 47 år og tre måneder.

24. marts gik turen til 13 mænd, der blev idømt fængselsstraffe på op til tre år for hashsalg eller for at have arbejdet som såkaldte bodmedarbejdere. Tilsammen var der tale om 29 år og ni måneders fængsel.

25. marts blev yderligere 12 mænd kendt skyldige og fik fængselsstraffe på op til tre år.

I går blev 15 mænd kendt skyldige, herunder Mikkel Brokside. De dømte fik op til 3 år og 3 måneders fængsel.

I dag afsluttes Danmarkshistoriens største hash-sag med en dom mod de sidste 11 tiltalte i sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere